Du skal indtage en kapsel kl. 9.00 sammen med din mad hver formiddag i 6 dage op til undersøgelsen.
Hver kapsel indeholder små plastikmarkører, som kan ses på et røntgenbillede. Kapslerne er helt ufarlige at indtage, da de opløses i mavesækken. Markørerne føres med maveindholdet gennem tarmen og ud med afføringen.
Du skal indtage kapslerne i den angivne rækkefølge. Start med nummer 1.
Du må spise og drikke som du plejer. Får du lægeordineret medicin, må du også tage dette, som du plejer.
Tager du midler for bedre afføring eller stoppende midler, skal du aftale med den henvisende læge, om du skal tage det, samtidig med du tager kapslerne i 6 dage.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foretages med henblik på at måle, hvor hurtigt de enkelte dele af din tyktarm arbejder.
Du skal eventuelle fjerne metalgenstande på krop og tøj inden røntgenbilledet tages, fx bælte, BH og piercing i navlen.
Tag gerne bomuldstøj på uden metalgenstande i til undersøgelsen.
På dag 7 skal du møde i Røntgen og Skanning, hvor der bliver taget et røntgenbillede af din mave. På billedet kan vi se hvor og hvor mange plastikmarkører, der ligger i tyktarmen.
Du ligger enten på et sengeleje eller står op til røntgenbillederne.
Undersøgelsen tager cirka 30 minutter og er ikke forbundet med ubehag.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Mere information
Røntgenstråler fotograferer din krops indre strukturer, hvorefter strålerne rammer en billedplade. En computer aflæser signalerne fra billedpladen og omdanner dem til et røntgenbillede.
Kontakt
Du finder kontaktoplysningerne til Røntgen og Skanning i dit indkaldelsesbrev.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: hemidt.dk/641510
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.