Du skal faste før undersøgelsen. Det betyder, at du ikke må spise, ryge eller tygge tyggegummi fra 4 timer før undersøgelsen. Du må dog gerne tage nødvendig medicin med lidt vand.
Du må drikke vand og klare drikke samt kaffe/te uden mælk indtil 2 timer før undersøgelsen. Herefter må du intet drikke.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne, da vi ellers ikke kan gennemføre undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Du får vandig gel på huden, og lægen skanner hen over huden på området, der skal undersøges. Det kan foregå både liggende og siddende afhængig af hvilket område, der undersøges.
Det er vigtigt, at området, der skal undersøges, holdes i ro under undersøgelsen.
Du får herefter lagt en tynd plastikkanyle i en blodåre, så du kan få kontrast under skanningen. Vi lægger kanyle i armen til kontrast, før lægen begynder at skanne.
Der er en radiograf på stuen til at hjælpe lægen.
En ultralydsskanning med kontrast tager oftest fra 15-30 minutter afhængigt af, hvad der undersøges.
Når undersøgelsen er slut, kan du tørre gelen af, og du er færdig.
Kontrasten består af små mikrobobler, der kan ses på en ultralydsskanning og giver supplerende informationer.
Kontrasten giver dig ingen gener, men den kan kortvarigt give smagsforstyrrelser.
Kontrasten udskilles af sig selv via luftvejene.
Du skal vente en halv time, efter kontrasten er givet, så vi kan observere dig for eventuelle bivirkninger. Derefter får du fjernet plastikkanylen, og du må tage hjem.
Videre forløb
Vi sender en beskrivelse af undersøgelsen til den læge, der har henvist dig. Hvis du efterfølgende er i tvivl om, hvad der skal ske, kan du kontakte den læge, der har henvist til undersøgelsen.
Mere information
Ultralydsskanneren er et apparat, der udsender lydbølger. Når lydbølgerne rammer kroppens væv, returneres de til skanneren og omdannes til billeder af dine organer. Lydbølgerne kan hverken høres eller føles, og de er uskadelige.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.