Om klinikken

Undersøgelse i Klinik 3 Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Spise-, synke- og drikkebesvær kaldes også for dysfagi.

Klinik for Synke- og Spisebesvær udreder for øvre dysfagi, som relaterer sig til problemer i mund og svælg.

Læs mere om øvre dysfagi: Hvad er synke-, spise- og drikkebevær?

Baggrunden for synke-, spise- og drikkebesvær kan være:

  • Hjerneskade fra fødsel eller erhvervet hjerneskade efter blodprop (apopleksi), blødning i hjernen eller efter et traume mod hovedet
  • Gentagende lungebetændelser
  • Hjernelidelser (encephalopati inklusiv anoksi efter hjertestop)
  • Neurologisk sygdom, fx sklerose eller Parkinsons
  • Hjernetumor

Du kan også være en lungemedicinsk, geriatrisk eller kirurgisk patient, eller du kan være patient, hvor årsagen for øvre dysfagi endnu ikke er afklaret.

Før du kommer

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, og hvis vi vurderer, at du skal undersøges, indkalder vi dig til Klinik for Synke- og Spisebesvær.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske til undersøgelsen
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op
  • Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra

Hvis du har spørgsmål vedrørende indkaldelsen eller ønske om ændring af undersøgelsestiden, skal du kontakte os på tlf. 78 41 95 89.

Forbered dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev.

Læs også vejledningen om undersøgelsen: Undersøgelse for synke- og spisebesvær

Inden du kommer, kan du eventuelt skrive spørgsmål ned, så du husker at spørge om det, der er vigtigt for dig.

Hvis du har problemer med sproget, problemer med selv at klare toiletbesøg eller problemer med at forstå beskeder, anbefaler vi, at du har en pårørende eller nær relation med til undersøgelsen.

Du bliver bedt om at udfylde et spørgeskema på din smartphone/tablet. I dit indkaldelsesbrev er der link til spørgeskemaet. Alternativt kan vi hjælpe dig med at udfylde spørgeskemaet, når du kommer til undersøgelsen.

Til pårørende

Du er velkommen til at deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende/nær relation hjælpe med at:

  • Høre, hvad der bliver sagt under undersøgelsen/samtalen
  • Stille spørgsmål
  • Forberede spørgsmål hjemmefra
  • Være sammen med patienten i eventuel ventetid

Dit besøg

Meld din ankomst hos lægesekretæren på Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Når du ankommer

Meld din ankomst til lægesekretæren, som sidder ved venteværelset.

Tag plads i venteværelset. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.

Opfølgning på undersøgelsen

Den læge som har henvist dig, får et opfølgningsbrev. Hvis det er relevant, udleverer vi anbefalinger til dit videre forløb.

Du er også velkommen til at kontakte en af klinikkens specialergoterapeuter på tlf. 78 41 95 89, hvis du har spørgsmål.

sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om den behandling, du har fået hos os, og de aftaler vi har lavet.

Find vej