Når du møder, viser vi dig til rette i afdelingen. Vi oplyser dig om, hvornår du skal opereres og gør dig klar.
Den læge, der skal operere dig, kommer og taler med dig. Fortæl os, hvordan du har det, så vi bedst muligt kan hjælpe dig. Du kan eventuelt skrive spørgsmål ned hjemmefra.
Vær opmærksom på, at der kan være ventetid.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via et tyndt plastikrør i håndryggen.
Du får overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet under operationen.
Lige efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor der er en person omkring dig hele tiden. Du kan føle dig døsig og omtumlet i timerne efter, at du er vågnet.
Nogle oplever kvalme og opkastning. Det kan vi ofte afhjælpe med medicin.
Vi måler dit blodtryk og din puls, og hjælper dig, hvis du har smerter eller kvalme. Vi tager røntgenbillede af kravebenet for at kontrollere, at bruddet er stabiliseret.
Du får mad og drikke.
Vi informerer dig om operationen, og om hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
Vi udleverer kopi af journalen, medicinliste, plaster og eventuelle hjælpemidler.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.