Kontakt Klinik for Håndkirurgi, hvis du i ugen op til operationen:
Bliver syg
Får feber
Er forkølet
Har influenza
Der må ikke være sår på den hånd, der skal behandles, da det øger risikoen for infektion. Hvis du møder op med et sår på den hånd, du ønsker behandlet, udskyder vi behandlingen.
Der vil normalt ikke være smerter efter behandlingen, men får du brug for smertestillende medicin, kan det som regel klares med almindelig håndkøbsmedicin.
Hvis du oplever smerter, anbefaler vi, at du tager 2 stk. paracetamol 500 mg fordelt over 4 gange i døgnet samt eventuelt også 1 stk. ibuprofen 400 mg 3 gange i døgnet.
Vær opmærksom på, om du kan tåle den smertestillende medicin.
Hvis du er i blodfortyndende behandling med Marevan eller Marcoumar, skal du have taget en blodprøve (INR) hos din egen læge cirka 10 dage før behandlingen.
Er INR imellem 2,0 og 3,0, skal du ikke foretage dig mere.
Hvis INR-værdien er over 3,0, skal du få din egen læge til at hjælpe med at nedsætte dosis af Marevan eller Marcoumar, så INR når ned i niveau inden nålebehandlingen.
Du må gerne tage vanlig hjertemagnyl, plavix eller andre blodfortyndende præparater.
Du er klar til at komme hjem, så snart behandlingen er færdig.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.