Information til kommende forældre til tidligt fødte
Gå direkte til:
Afsnittet er et specialeafsnit, som plejer og behandler tidligt fødte og syge nyfødte børn. Tidligt fødte forventes at være indlagt til omkring termin.
Afsnittet er normeret til 12 børn og har 7 familierum.
Afsnittet er indrettet efter, at tidligt fødte og syge nyfødte har behov for mest mulig ro og tryghed omkring sig.
Afsnittet er opbygget med et centralt beliggende sygeplejekontor med 4 kuvøsestuer på hver side. Her er god plads til det enkelte barn og jer som familie.
Der er mulighed for, at I kan sove hos jeres barn.
Ved indlæggelsen bliver I tilknyttet 2-3 kontaktpersoner fra plejegruppen og eventuelt en kontaktlæge. Når jeres kontaktperson er på arbejde, er det hende, der er omkring jer, og i samråd med jer planlægger plejeforløbet.
Om forløbet
Når jeres barn kommer til afsnittet, modtager vi det på en enestue, hvor det bliver observeret den første tid under indlæggelsen. Far følger ofte med barnet op og mor kommer hurtigst muligt herefter.
Barnet transporteres fra fødegangen til afsnittet i en åben kuvøse. Kuvøsen giver en konstant og tilpas høj temperatur, så barnet kan ligge kun iført ble. På den måde kan plejepersonalet bedre observere vejrtrækning, hudfarve og bevægelser.
Apparatur overvåger barnet, registrerer vejrtrækning, puls og evne til at ilte blodet. I får en nærmere forklaring af det apparatur, der hjælper jeres barn.
Når du som mor er færdigbehandlet fra Barselsafsnittet og selvhjulpen, bliver I på Patienthotellet, indtil jeres barn er klar til at bo sammen med jer i et familierum.
Afsnittet råder over 7 familierum, der primært er til familier, som har deres barn med sig. Der kan være andre hensyn, der gør, at afsnittets personale vurderer og prioriter anderledes.
Der er daglig stuegang om formiddagen. Barnet tilses efter behov af en læge, der sammen med jer og sygeplejersken tilrettelægger behandling og pleje.
Hvis I som familie har brug for, at mor bor hjemme en tid, er der mulighed for at være dagspatient. I kan tale med plejepersonalet om, hvilken løsning der er bedst for jer.
Tidligt hjemmeophold (THO) betyder, at den sidste tid, hvor barnet fortsat får sondemad, kan foregå i jeres eget hjem med fortsat tæt kontakt til afsnittet.
I er hjemme i vante omgivelser, og barnet skal overgå fra sondemad til at spise selv hele døgnet.
THO er en valgfri mulighed, og I aftaler sammen med kontaktsygeplejersken, om det er en løsning for jer i slutningen af indlæggelsen.
Om behandlingen
Hvis jeres barn vejer under 1200 gram, har det behov for en lukket kuvøse for at holde på fugt og varme og efterligne livet i livmoderen mest muligt. Her kan gives optimal med varme, fugt, ilt og ro.
Håndhygiejne er utrolig vigtig, da alle små og syge nyfødte børn er særligt modtagelige for infektion. Sammen med personalet har I derfor en vigtig rolle i forhold til at beskytte jeres barn.
Det betyder, at I skal tage smykker og ur af fingre, hals og håndled.
Det er vigtigt, at I spritter hænder før og efter I har været omkring jeres barn. Personalet vejleder jer.
Ved CPAP-behandling blæses luft, eventuelt ilttilblandet luft, ned i lungerne med et vist overtryk. På den måde understøttes barnets vejrtrækning, så lungerne holdes udfoldet og lungefunktionen bedres.
Der findes 2 former for CPAP-systemer – Fabian og CPAP.
Fabian bruges primært til meget tidligt fødte børn. Det er mere avanceret og har flere funktioner end CPAP, men den primære funktion er den samme.
Hvis jeres barn har behov for mere væske, end det kan tage via ernæringssonden, eller barnet har brug for medicin direkte i blodet, lægges der et drop. En lille plastikslange lægges i en blodåre i hånden, foden eller i en åre i hovedbunden. En pumpe sørger for, at barnet får den rette mængde.
Et tidligt født barn har ikke kræfter til at sutte tilstrækkeligt og kan endnu ikke ammes. Det er derfor nødvendigt, at barnet har en sonde, hvor der gives udmalket modermælk eller modermælkserstatning.
Sonden føres gennem næsen ned i mavesækken og fastgøres på kinden med et hudvenligt plaster. Når barnet skal spise, hældes mælken i en sprøjte og løber via sonden ned i maven.
For at stimulere sutterefleksen gives en narresut eller, når barnet er vågent, lægges det til brystet, så det kan øve sig i at sutte.
Så længe mor ikke har mælk til barnet, kan der gives donormælk med jeres samtykke. Der gives hyppige, små måltider 8-12 gange i døgnet.
Jeres barn har meget brug for omsorg, og det er vigtigt, at I er sammen med barnet så meget som muligt.
Uanset hvor tidligt jeres barn er født, er den bedste kontakt I kan give hud mod hud. Den er vigtig i forhold til barnets udvikling og tilknytning.
Husk på, at I som forældre er bedst til at give jeres barn tryghed, nærvær og omsorg.
Modermælk er den bedste ernæring til alle nyfødte, men især vigtig for børn født for tidligt. Derfor kan vi anbefale mor at stimulere mælkeproduktionen – også selvom hun ikke ønsker at amme barnet på sigt.
Vi anbefaler at komme i gang med håndudmalkning indenfor 2-6 timer efter fødslen og stimulere 4-6 gange i det første levedøgn. Herefter skal der stimuleres 7-8 gange/døgn med malkemaskine med intervaller på cirka 1,5-3 timer mellem udmalkninger.
Der må holdes en pause på 6 timer 1 gang i døgnet, fx om natten.
Alle nyfødte, men specielt tidligt fødte, kan få gulsot. Det skyldes, at leveren er umoden i de første leveuger.
Behandlingen for gulsot er lysterapi. Barnet får briller på for at beskytte øjnene mod det skarpe lys.
Når barnet skal spise eller have kontakt, holder det pause fra lysbehandlingen.
I den sidste tredjedel af graviditeten bøjes barnet mere sammen i livmoderen, fordi pladsen bliver mindre. Modstanden øges, når barnet bevæger sig. Barnet skal derfor tilsvarende afgrænses af reden, så sanserne stimuleres, og det føler sig tryg.
Ved at give barnet støtte, hjælper vi barnet til den bedste kropsstilling, så det bedre kan trøste og beskytte sig selv, og hente fysisk støtte til at kommunikere med omverdenen.
Når barnet selv kan holde varmen, er det klar til at komme i vugge.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Afsnit for Syge Nyfødte og Tidligt Fødte, kan du ringe på tlf. 78 44 55 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1325734
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.