Den skade, der er sket på nervevævet, er individuel. Det kan både være hævelse omkring nervevævet, men der kan også være tale om en hel eller delvis overrivning af nerven. Fuldstændig overrivning af nerven ses sjældent. Armens funktion på længere sigt er afhængig af, hvor stor en skade, der er sket på nervevævet.
Ofte vil der i starten være en hævelse omkring skulderen. Hævelsen kan trykke på nervevævet, men når hævelsen forsvinder i løbet af de første 1-2 måneder, ser man ofte en stor fremgang af armens funktion. Hvis der er sket en skade på nervevævet, vil man fortsat se nedsat funktion af armen, når hævelsen er forsvundet.
Det er vanskeligt at forudsige, hvordan funktionen af armen bliver, før barnet er 6-12 måneder gammel.
Udover skadens omfang har genoptræning stor betydning for, hvor god funktionen af armen bliver. Genoptræningen skal træne de muskler, som har nedsat kraft, bibeholde bevægeligheden og stimulere følesansen.
Træningen afpasses hele tiden i forhold til barnets motoriske udvikling.