En glukosebelastning er en undersøgelse, hvor vi finder ud af, om du får forhøjet blodsukker eller forhøjet insulinkoncentration, efter du har indtaget store mængder sukker (også kaldet glukose).
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal faste fra midnat og indtil undersøgelsen er afsluttet.
Du må gerne drikke vand før og under undersøgelsen.
På apoteket skal du købe lokalbedøvende plastre, som bedøver huden i det område, hvor der tages blodprøver.
Sæt plastre på i begge dine albuebøjninger, der hvor blodåren ses.
Sæt plastret på før du kører hjemmefra om morgenen. Dog senest 1 time før mødetidspunktet på Børn og Unge.
På undersøgelsesdagen
Tag en kortærmet trøje på, der ikke strammer om armene.
Medbring gerne telefon, bøger eller lignende som underholdning, mens undersøgelsen står på.
Om undersøgelsen
Vi tager i alt 3 blodprøver. Disse kan tages som:
3 almindelige blodprøver, hvor du får 3 stik
eller
du kan få lagt et plastikrør i blodåren (venflon), hvorfra blodprøverne kan trækkes. Derved skal du kun have ét stik og har plastikrøret siddende i armen under hele undersøgelsen.
Valg af metode for blodprøvetagning foretages ud fra et samarbejde mellem dig og personalet på Børn og Unge.
Du skal drikke sukkervand med citronsmag efter første blodprøve. Mængden af sukkervand afhænger af din vægt, men oftest er det 1-2 dl.
Du skal drikke sukkervandet i løbet af 5 minutter.
Du skal være sengeliggende under undersøgelsen, fordi aktivitet kan påvirke undersøgelsens resultatet. Du må dog gerne gå stille fra og til toilet.
Du må ikke sove under undersøgelsen.
Undersøgelsen tager cirka 2 timer
Der er ingen særlige bivirkninger af sukkervandet eller undersøgelsen
Efter undersøgelsen
Hvis du har fået anlagt et plastikrør (venflon) i blodåren, bliver det fjernet, når undersøgelsen er slut.
Du og én pårørende har mulighed for at få mad og drikke på Børn og Unge. Man kan også købe mad i hospitalets kantine.
Svaret på undersøgelsen bliver vurderet af en læge på Børn og Unge afdelingen. Du og/eller dine forældre modtager svaret efter 3-4 uger.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/631115
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.