En insuflon er et lille plastikrør, som du kan få insulin igennem.
En insuflon anvendes til bolusinsulin, som du tager til måltider og til korrektion af høje blodsukre.
Fordelen ved en insuflon er, at du kun skal stikkes hver 3.-4 dag, når insuflonen skal skiftes, mod ellers mange gange dagligt.
Har du en insuflon, sprøjtes insulinet gennem en gummi-membran på insuflonen og ind i underhuden.
Sådan gør du
Vask hænder før du går i gang.
Læg eventuelt lokalbedøvende creme (EMLA-creme) på indstiksstedet 1 time før indstikket. Alternativt kan du nedkøle huden i cirka 1 minut med et køleelement eller isterninger.
Insuflon skal stikkes ind i underhuden i en vinkel på 45 grader.
Vi anbefaler, at du placerer insuflonen på mave eller baller, hvor den generer mindst muligt.
På maven skal insuflonen placeres i vandret position eller i en vinkel op til 30 grader fra den vandrette linje.
Placér aldrig insuflonen lodret, da der så er større risiko for, at røret afklemmes.
Insuflonen kan placeres i området under ribbenene i cirka 2 cm afstand fra navlen.
Undgå at lægge insuflonen lige over navlen.
På ballen placeres insuflonen på den øverste del – det område, man ikke sidder på.
Gummimembranen skal vende til højre hos højrehåndede og til venstre hos ventrehåndede personer.
Hvis du placerer insuflonen på ballen, skal du placere den, så gummimembranen er lettilgængelig, når du skal sprøjte insulin ind.
Sprit huden af med en desinfektionsserviet, der indeholder 70-85 procent alkohol. Lad huden tørre.
Sprit endnu en gang og lad igen huden tørre. Huden skal være ren og tør, ellers kan plasteret ikke klæbe.
Løft en hudfold med 2 fingre og stik i en hurtig bevægelse insuflonen ind for enden af den løftede hudfold i en vinkel på 45 grader.
Hvis du har anvendt lokalbedøvelse af huden, er det vigtigt, at indstikket placeres i den yderste grænse i det område, hvor huden er bedøvet.
Hold på selve insuflonen og fjern stålnålen.
Nålen bortskaffes i en kanyleboks.
Fastgør insuflonen med det medfølgende plaster på følgende måde:
Placér først den halvdel af plastret med det klare, runde "vindue" på.
Sæt det over indstiksstedet, så du kan observere eventuelt rødme og irritation efterfølgende.
Placér derefter resten af plastret med det åbne "vindue" over gummimembranen.
Hold på insuflonen mens du placerer plastret.
Vi anbefaler, at du bruger 8 mm nåle til indsprøjtningen. Ved brug af kortere nåle kan der være risiko for, at nålen ikke kommer korrekt igennem gummimembranen. Ved brug af længere nåle kan der være risiko for at stikke hul i plastikkateteret.
Gør din insulinpen klar på vanlig vis med udluftning med 1 IE (internationale enheder). Indstil den dosis, der skal indsprøjtes.
Stik nålen ind midt i gummimembranen, til den er helt væk i insuflonen. Når du stikker, skal åbningen i kanylen vende indad mod huden. Det forhindrer, at du kommer til at stikke hul indvendig i insuflonen. Hvis du stikker nålen skævt ind i gummimembranen, rammer du den indvendige kant i insuflonen. Det mærker du som modstand. Sker det, skal du forsøge at rotere nålen forsigtigt.
Sprøjt insulinen langsomt ind og træk først nålen ud, når al insulinen er sprøjtet ind, og du derefter har talt til 10.
Bemærk: En insuflon har et "dødt rum" svarende til 0,5 IE. Ved første indsprøjtning efter skift af insuflonen, skal der tages højde for dette ved at øge den beregnede insulinmængde med 0,5 IE.
Du skal skifte insuflon hver 3.-4. dag. Du skal dog skifte hyppigere, hvis du oplever problemer som rødme, irritation, smerter ved indstiksstedet, utæthed eller eventuelt manglende effekt af insulinen, der kan vise sig som uforklarligt høje blodsukkermålinger.
Sådan skiftes insuflon
Fjern først den gamle insuflon, efter du har lagt en ny. Hermed undgår du, at der overføres bakterier via hænderne fra den gamle insuflon til den nye, der skal lægges.
Til at løsne plastret kan du anvende plasterfjerner servietter. Fjern herefter plastret og hiv plastikrøret ud.
Vask med vand og mild sæbe, da Removeservietten kan irritere huden.
Tjek altid plastikrørets vinkel, efter du har trukket det ud. Er røret bøjet som en fiskekrog, har det ligget for overfladisk.
Tjek indstikssted for tegn på infektion.
Brusebad kan tages uden tildækning af insuflon. Undlad at tage bad den første time efter, der er lagt en insuflon, da plastret så lettere vil løsne sig.
Ved meget varme bade, karbade og svømning kan der opstå problemer med, at plastret løsner sig. Her anbefales tildækning med Tegaderm+Pad.
Ved risiko for at insuflonen kan komme i kontakt med sand eller jord, er det også en god ide at anvende Tegaderm+Pad, da sand og jord kan beskade membranen.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Klinik, kan du ringe på tlf. 78 44 54 00 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/638547
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.