Ring hvis du bliver syg eller får sår i huden, hvor du skal opereres. Det gælder de sidste 4 uger op til din operation
Hold pause med naturlægemidler 14 dage før din operation
Får du blodfortyndende medicin (bortset fra hjertemagnyl), kontakter vi dig, hvis du skal holde pause
Planlæg din hjemtransport. Du må gerne være passager i bil eller taxa. Du må ikke selv køre bil, tage bus eller tog.
Stop med at spise 6 timer før – stop med at drikke 2 timer før du skal møde på hospitalet
Tag bad, vask hår og tag rent tøj på hjemmefra
Tag ikke medicin den dag du skal opereres – medmindre du har aftalt andet med os
Forbered dig på:
Hvordan du skal klare dig, når du kommer hjem, fx bad, påklædning, indkøb og indretning i hjemmet
At være fysisk aktiv op til operationen, da det gør din genoptræning lettere
At du får brug for smertestillende medicin efter din operation
At du skal købe håndkøbsmedicin før din operation
At du på egen hånd skal starte med genoptræningsøvelserne længere nede i vejledningen dagen efter operationen
At du skal være sygemeldt efter din operation
BEMÆRK! Punkterne herover er en kort opsummering. Vi anbefaler, at du læser hele vejledningen.
Forbered dig til operationen
Efter operationen har dit knæ bedst af aflastning og hvile i en periode. Lad være med at gå eller stå for længe. Hold benet i ro og gerne højt.
Sygemelding er afhængig af dit arbejdes fysiske krav samt mulighederne for at komme frem og tilbage.
Er du studerende eller har stillesiddende arbejde, bør du regne med 2-3 ugers sygemelding.
Let fysisk belastende job kræver 6 ugers sygemelding, fx lærer.
Hårdt fysisk belastende job kræver 12 ugers sygemelding, fx håndværker.
Hvis knæet bliver ved med at hæve, skal du eventuelt sygemelde dig i længere tid.
Hvis du er under uddannelse/skoleelev
Er du under uddannelse/skoleelev, og kan du på grund af operationen ikke komme til/fra uddannelsessted/skole, er det muligt, at din kommune skal sørge for din transport.
Du skal kontakte dit uddannelsessted/skolen og forklare din situation. Uddannelsesstedet/skolen kontakter herefter din kommune.
Du får et brev med fra os, der forklarer din situation.
Følgende skoler er omfattet af ordningen:
SU-berettigede ungdomsuddannelser
Folkeskolen
Operationen kan blive udsat, hvis:
Du bliver syg
Du har haft betændelse eller sår de sidste 4 uger op til din operation
Du får feber
Du bliver forkølet
Du får udslæt, bumser eller insektstik i området, hvor du skal opereres
Du har fået foretaget tandoperation/rodbehandling 4 uger op til din operation
Du skal kontakte forløbskoordinatoren, så vi kan aftale den videre plan.
Kontakt din egen læge i god tid inden operationen, hvis:
Du har forhøjet blodtryk, feber, diarré
Du i øvrigt ikke føler dig rask
Vær opmærksom ved vaccination
Vi anbefaler, at du ikke bliver vaccineret 1 uge før og 2 uger efter operationen, da lette symptomer efter vaccinationen kan misfortolkes som tegn på betændelse.
Vi fjerner eventuelle hår på benet, når du møder til operationen. Hvis du møder på operationsdagen med sår på benet, kan du risikere at din operation bliver aflyst.
Lægen laver en recept på Paracetamol og Ibuprofen efter operationen. Vi anbefaler dog, at du selv har skaffet dig håndkøbsmedicin, så du ikke skal på apoteket på vej hjem fra hospitalet.
Smertestillende medicin kan virke forstoppende. Derfor anbefaler vi, at duskaffer både smertestillende medicin og afføringsmedicin før operationen:
Paracetamol, fx Pamol, Panodil eller Pinex (smertestillende)
Ibuprofen, fx Ibumetin, Brufen, Ipren eller Burana (smertestillende)
Magnesia, tablet 500 mg (afføringsmedicin)
Vi udleverer eventuel receptpligtig smertestillende medicin til dig til det første døgn.
Det er en god idé at have 2 isposer klar i fryseren til brug efter operationen. De bruges til at lindre ømhed og uro i det opererede område.
Du kan købe isposer i en sportsforretning eller på apoteket.
Du kan også selv lave en ispose af en frysepose med fast brun sæbe. Posen skal lukkes tæt, gerne i en ekstra pose, da sæben kan irritere, hvis den kommer på huden.
Sådan bruger du isposen
Læg et stykke stof mellem isposen og huden, så det ikke er for koldt.
Brug isposerne i højst 20 minutter ad gangen og med mindst 2 timers mellemrum.
Er du i blodfortyndende behandling, skal du måske holde pause. Du får besked i din digitale post eller på telefon.
Vi anbefaler, at du holder pause med naturlægemidler fra 14 dage før din operation, da de kan være blodfortyndende og interagere med bedøvelsesmidlerne.
Du må gerne være passager i privat bil eller taxa, men du må ikke selv køre bil eller bruge offentlig transport.
Lav en klar aftale om, at du bliver hentet, når du er klar til at komme hjem efter operationen. Den person, som skal hente dig, skal være fleksibel og kunne komme, når du eller vi ringer.
Vi anbefaler, at du sidder på bagsædet med det opererede ben oppe på bagsædet, så du sidder på tværs. Hav derfor gerne puder med i bilen til køreturen hjem, så du kan sidde behageligt.
Det er også en god idé at have en pårørende med til samtalen, der finder sted, inden du tager hjem. Vi henstiller dog til, at du kun har én pårørende ad gangen med ind i opvågningen. Der skal være ro af hensyn til andre patienter.
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig indtil næste morgen. I tiden efter operationen kan du have brug for støtte og hjælp til for eksempel indkøb, madlavning og rengøring.
Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 6 timer fra dit mødetidspunkt, indtil du er klar til at komme hjem.
I løbet af få dage modtager du en dato og mødetidspunkt for din operation. Mødetidspunktet er ikke det samme som operationstidspunktet.
Ved afbud skal du ringe til operationsbookingen på tlf. 78 41 63 00.
Afbud på operationsdagen skal ske direkte til Dagkirurgisk Afsnit på tlf. 78 41 67 01.
Kost, rygning, alkohol, motion og søvn har alle betydning for et godt resultat for din operation.
Din egen indsats er derfor vigtig. Det kan for eksempel være at spise proteinrig kost, stoppe med at ryge og drikke alkohol. Motion og god søvn styrker også din krop og psyke før din operation.
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din hjemkommunes sundhedstilbud på Sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 1 time før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 1 time før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: Den sidste time før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Tag et grundigt bad og vask håret om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektioner. Du skal vaske dig grundigt i de områder, der er markeret på tegningen. Tør dig med et rent håndklæde.
Før badet skal du rense dine negle omhyggeligt og fjerne neglelak. Vi anbefaler, at du ikke har kunstige negle eller lignende på.
Lad være med at smøre dig ind i creme efter badet og tag ikke makeup på. Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Vi fjerner hårvækst i det område, hvor du skal opereres, når du møder. Du må ikke selv fjerne hår hjemmefra på grund af risikoen for at lave sår.
Tag rent, varmt og behageligt tøj på.
Hav noget behageligt tøj med, der er nemt at få på efter operationen og nemt at få ud over dit knæ.
Når du møder på operationsdagen, får du hospitalstøj på, som du bliver opereret i. Du må gerne beholde dit eget undertøj på.
Tag en bog, høretelefoner eller tablet med til eventuel ventetid.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om operationen
Før operationen får du anlagt en nerveblokade i benet. Blokaden holder dig smertedækket i op til 1 døgn efter operationen. Du skal samtidig tage smertestillende tabletter.
I sjældne tilfælde kan der opstå længerevarende føleforstyrrelser i dele af det bedøvede område. I yderst sjældne tilfælde kan tilstanden være varig.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Den bedøvende medicin sprøjtes ind i blodet via et tyndt plastikrør i håndryggen.
Du får overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet under operationen.
Lige efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor der er en person omkring dig hele tiden. Du kan føle dig døsig og omtumlet i timerne efter, at du er vågnet.
Nogle oplever kvalme og opkastning. Det kan vi ofte afhjælpe med medicin.
Din knæskal har været gået af led. Derfor er du blevet tilbudt en stabiliserende operation af knæskallen (MPFL rekonstruktion).
Når knæskallen går af led, medfører det ofte skader i knæleddet, blandt andet skader på brusken på bagsiden af knæskallen. Smerter i knæet bliver ikke altid bedre af en operation. Det afhænger af, om der er bruskskader i knæet. Har knæskallen én gang været gået af led, er der en risiko for at det kan ske igen.
Knæskallens stabilitet kan blive bedre, hvis man laver et nyt indvendigt sideledbånd.
Ved MPFL-operation bruger man en sene fra knæhasen som erstatning for sideledbåndet. Senen føres gennem borekanaler på knæskallen og på den indvendige side af knæleddet, hvor den sættes fast med skruer. Senen vokser sig fast til knoglen, som så langsomt omdannes til ledbåndsstruktur. De fleste får en stabil knæskal efter operationen.
Operationen foregår i Dagkirurgisk afsnit.
Operationen varer cirka 60 minutter, og der er 4-5 personer på operationsstuen.
Operationen foregår kikkertvejledt og som åben operation.
Efter operationen vil der gå over et halvt år, inden det nye ledbånd er stærkt, så det er vigtigt, du passer godt på dit knæ i denne periode.
Genoptræningsforløbet efter operationen er langvarigt, adskillige måneder.
Den alvorligste komplikation efter en operation er infektion. Det sker dog yderst sjældent (0,2-0,4 procent). Symptomerne er rødme, hævelse, smerter og feber. Kontakt straks en læge, hvis du har mistanke om infektion.
En anden alvorlig komplikation er blodprop i benet. Symptomerne er hævelse af underben og rødme. Det kræver hurtig lægebehandling og behandles med blodfortyndende medicin.
Du får som oftest en ændret følesans i huden omkring arrene.
Efter operationen
Vi måler dit blodtryk og din puls, og hjælper dig, hvis du har smerter eller kvalme.
Du får mad og drikke.
Du bliver informereret om din operation, og hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
Vi giver dig en kopi af journalen, medicinliste, plaster og eventuelle hjælpemidler.
Genoptræning
Du skal starte med at lave øvelser på egen hånd samme dag, som du er opereret. Det er vigtigt at komme i gang med øvelserne, så du ikke får et knæ, der enten ikke kan strække helt eller bøje helt.
Hvis det ikke kan bøje eller strække helt, påvirker det din naturlige gang, hvilket kan give dig andre gener.
De første 2-3 uger skal du lave øvelserne på egen hånd. Herefter bliver du indkaldt til genoptræning i din kommune. Du bliver indkaldt i din digitale post eller med brev.
Hvis dit knæ begynder at hæve eller gøre mere ondt efter øvelserne, kan du lave færre gentagelser næste gang, du laver dem.
Er knæet hævet eller irriteret, skal du undgå at gå for meget, men du skal fortsætte med at lave dine øvelser.
Du får mest ud af træningen, hvis du ikke har for mange smerter
Når du træner, bør dine smerter ikke komme over 5 på en smerteskala, hvor 0 er ingen smerte, og 10 er de værst tænkelige smerter.
Du kan blive øm under træningen, men det skal gerne aftage efter cirka en halv time.
Du bør generelt ikke have flere smerter i hvile end 2-3 på skalaen.
Du må ikke støtte på benet det første døgn efter operationen.
Du skal begynde at støtte på benet dagen efter operationen.
Det er vigtigt, at du holder benet i ro og over hjertehøjde i 4-6 dage efter operationen for at minimere smerter og hævelse.
Du skal forvente at bruge krykker 2-3 uger efter operationen.
Når du kan gå almindeligt uden at halte, kan du prøve at undvære 1 krykke. Start med at undvære krykken i samme side, som du er opereret.
Det er normalt med misfarvning af knæet og underbenet efter operationen. Det skyldes blødning fra væv og knogler under operation. Der kan gå uger, før det forsvinder.
Sådan går du med krykker
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan går du på trapper med krykker
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du skal starte med øvelse 1 den dag, du bliver opereret.
Du fortsætter med øvelse 2-5 dagen efter operationen.
Øvelse 1
Lig med benet over hjertehøjde. Vip foden frem og tilbage.
Udføres mange gange dagligt. Du skal gerne ligge 5-10 minutter ad gangen.
Øvelse 2
Hvil benet 30 sekunder med støtte under hælen.
Udføres 3-5 gange dagligt.
Øvelse 3
Sid på fast underlag og pres knæet mod underlaget med hænderne. Hold presset i 3 sekunder, slip presset og start forfra igen.
Udføres 3-5 gange dagligt à 10 gentagelser.
Øvelse 4
Spænd lårmusklen så bagsiden af knæet presses mod underlaget. Bøj foden opad samtidigt. Hold spændingen 3 sekunder og slap af.
Udføres 3-5 gange dagligt à 10 gentagelser.
Øvelse 5
Lad din fod glide frem og tilbage langs underlaget, mens du trækker knæet op mod dig. Du kan bruge en pose eller klud under foden for at mindske modstanden. Du kan gøre øvelsen lettere ved at bruge hænderne.
Udføres 3-5 gange dagligt à 10 gentagelser.
Du skal supplere dit træningsprogram med følgende øvelser 2 uger efter operationen.
Øvelse 6
Stå på det ikke-opererede ben. Bøj og stræk det opererede knæ i en langsom og kontrolleret bevægelse.
Udføres 3 gange dagligt à 10 gentagelser.
Øvelse 7
Overfør skiftevis din vægt fra det ene ben til det andet. Bøj gerne let i knæet, når der er vægt på benet. Knæet peger lige frem mod tæerne.
Udføres 3 gange dagligt à 10 gentagelser.
Øvelse 8
Placér en bold bagpå låret. Spænd din lårmuskel, så bolden presses sammen. Overkroppen skal have kontakt til væggen under øvelsen.
Udføres 3 gange dagligt à 10 gentagelser.
Øvelse 9
Lig på siden med træningsbenet øverst og med nederste ben bøjet. Løft øverste ben opad og bagud, sænk det langsomt igen. Benets retning skal være i forlængelse af kroppen, og storetåen skal pege fremad.
Udføres 3 gange dagligt à 10 gentagelser.
2-3 uger efter operation skal du supplere dit træningsprogram med én øvelse, som laves én gang dagligt.
Øvelse 10
Stå på det opererede ben. Hold balancen i 30 sekunder. Gentages 5 gange med kort pause imellem. Du kan bruge støtte i starten, så øvelsen ikke bliver usikker.
Når du kommer hjem
Det kan være svært at tisse på grund af bedøvelse og smertestillende medicin efter operationen.
Hvis du ikke har tisset, inden du tager hjem, skal du være opmærksom. Du skal kunne tisse senest 6 timer efter, du sidst har tisset.
Hvis du ikke kan tisse:
Før kl 17.00: Ring til Dagkirurgisk Opvågning på tlf. 78 41 87 53
Efter kl. 17.00: Kontakt Lægevagten
Husk at tage den anbefalede smertestillende medicin, så længe du har brug for det efter operationen.
Du har fået en nerveblokade i forbindelse med din operation. Selv om blokaden måske smertedækker dig, er det vigtigt at tage den faste smertestillende samtidig, så du også er dækket, når blokaden aftager.
Du får udleveret en medicinliste i Opvågningen, hvor der står hvilke præparater du skal tage og hvornår.
Det kan være en god idé at lave en rutine med at tage den faste smertestillende medicin, vente cirka 30 minutter og så gå i gang med at lave øvelser.
Vi anbefaler, at du bruger en ispose til at lindre smerter og hævelse, de første dage efter operationen.
Sådan bruger du ispose
Du må bruge køling i 20 minutter ad gangen. Hold herefter en pause på 2 timer.
Brug altid et håndklæde eller viskestykke mellem ispose og huden
Det er vigtigt, at du ligger med dit knæ over hjertehøjde de første dage efter operationen for at gøre hævelsen mindre. Et hævet knæ gør ondt og tager længere tid om at hele.
Det er vigtigt, at du ligger med benet over hjertehøjde i de vågne timer. Du må gerne ligge på siden og sove med benet fladt om natten.
Øvelse 1 hjælper også til at gøre hævelsen mindre.
Sårene er dækket af plastre og et elastikbind
Elastikbindet skal fjernes om aftenen på operationsdagen
Plastrene skal blive siddende på de første 14 dage efter operationen, for at holde såret så sterilt som muligt
Du må tage brusebad efter det første døgn med plastre på. De er vandfaste. Vi anbefaler at du sidder ned, når du går i bad, så ikke du falder, fx på en skammel eller havestol.
Undgå karbad eller svømmehal før trådene fjernet og sårene er helet
Trådene fjernes i Idrætsklinikken til 14 dages-kontrollen
Skift af plaster
Plastrene skiftes kun de første 14 dage, hvis plastret sidder løst eller den sugende del af forbindingen er cirka 2/3 fyldt:
Vask hænder (eventuelt sprit hænder)
Tag det gennemsivede plaster af
Sæt ny forbinding på
Undgå at duppe eller røre ved selve såret
Hvis det bløder fra såret, kan du eventuelt komprimere, lægge ispakning på og hold altid benet op over hjertehøjde
Hvis det fortsat væsker/bløder fra såret efter 14 dage, skal du fortsat have plaster på, indtil såret holder tørt
Eksempel: Plastret til højre behøver ikke blive skiftet, mens plastret til venstre skal skiftes.
Gode råd til at få et pænt ar
Vi anbefaler, at du bruger Micropore (englehud) i 3 måneder og skifter 1 gang om ugen for at få et flot ar. Micropore kan købes på apoteket.
Vi anbefaler, at du bruger en høj solfaktor på arrene det første år og undgår direkte sollys på arrene
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse, smerte og feber.
Tegn på blodprop i læggen er smerte, spænding i læg og misfarvning.
Har du mistanke om ovenstående, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Efter operationen kan du opleve, at din mave går i stå og du bliver forstoppet. Det kan skyldes den smertestillende medicin, og at du ikke bevæger dig så meget, som du er vant til.
Du kan behandle forstoppelse med håndkøbsmedicin, med den rette kost og ved at drikke rigeligt væske.
Sådan gør du:
Tablet Toilax (se på den udleverede medicinliste) tages om aftenen. Du kan eventuelt supplere med tablet Magnesia 1000 mg, som også fås i håndkøb. Medicinen indtages med rigelig væske.
Spis mad med mange kostfibre, fx rugbrød, gryn, grønsager og frugt. Kostfibre suger væske til sig og gør dermed afføringen mere blød.
Du kan få kvalme efter en operation. Kvalmen går ofte over af sig selv, men hvis den bliver ved, findes der medicin til at forebygge kvalme og opkastning.
Du kan behandle kvalme med håndkøbsmedicin.
Sådan gør du:
Tablet Gotur (indholdsstoffet er Marzine) er egentlig et præparat mod transportsyge, men kan også virke kvalmestillende. Du kan godt blive træt af medicinen.
Derudover kan fødevarer som bananer, havregrød, ristet brød, tvebakker, kiks og knækbrød lindre kvalme
Kulsyreholdige drikke kan også lindre kvalme – især cola, syrlige drikke, et syrligt bolsje, pebermyntepasteller eller tandbørstning
Generelt gælder det, at du først må køre bil, når du ikke længere tager stærk smertestillende medicin, og når det er forsvarligt i henhold til færdselsloven. Det vil sige, at du skal have fuld kontrol over pedalskifte, gearskifte og kunne udføre en katastrofeopbremsning.
Lægemidler, som på længere sigt kan påvirke din evne til at køre, er mærket med en rød advarselstrekant.
Hvis du er i tvivl, så lad bilen stå.
Du må gerne være passager.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Videre forløb
Du skal til kontrol:
14 dage efter operationen, hvor vi fjerner vi trådene i såret
6 uger efter operationen
Det er vigtigt, at du ikke starter for tidligt med idræt. Genoptagelse af idrætsaktivteter skal ske i samråd med din fysioterapeut ud fra en vurdering af dit knæ.
Tidligste tidspunkt for opstart af aktiviteter:
Efter 2 uger: Motionscykel og crawlsvømning (sårene skal været helede).
Efter 4 uger: Almindelig cykel.
Efter 8 uger: Løb på jævnt underlag.
Efter 3 måneder: Brystsvømning, løb på ujævnt underlag og opstarte aktiviteter med hop.
Efter 6 måneder: Påbegynde sport med retningsskift og rotationskomponenter samt kontaktsport.
Kontakt
Ved problemer samme dag du er opereret, kan du kontakte Dagkirurgisk opvågning på tlf. 78 41 87 53 indtil kl. 17.00. Herefter skal du kontakte vagtlægen.
Forløbskoordinator for idræt Tine Bjerg, sygeplejerske Tlf. 78 41 67 33 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-9.00
Sekretær, Idrætsklinik Tlf. 78 41 62 60 Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/928399
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.