Denne side giver information om de forandringer, man hyppigst ser de sidste døgn i et menneskes liv. 

Informationen er tænkt som et supplement til samtaler mellem den syge, familien og de professionelle.

Når døden nærmer sig hos et alvorligt sygt menneske, opstår der ofte usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste; Hvad kan man forvente i den sidste tid?

Disse tegn kan fortælle, at døden er nært forestående:

• Lysten til og behovet for mad og drikke mindskes
• Forandringer i vejrtrækningen
• Smerter
• Bevidsthedsændringer

I takt med den syge bliver mere afkræftet, bliver det mere anstrengende at spise og drikke.

Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage maden. Det er vigtigt at servere den mad han/hun har mest lyst til, og i de mængder som han/hun kan magte. Dette har højere prioritet end ernæringsrigtig kost.

Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt, da kroppen ikke længere kan drage nytte af det.

Det kan være svært at acceptere, at den syge holder op med at drikke og spise, også selvom vi ved han/hun er døende. Dette er imidlertid et fysisk tegn på, at den syge ikke vil få det bedre.

Pårørende er ofte bekymrede for, om den døende tørster og har derfor en forventning om, at kunstig væsketilførsel vil lindre. Dette vil sjældent være nødvendigt, da den syge krop ikke kan udnytte væsken. Derimod kan kunstig væsketilførsel påføre den døende gener i form af væskeophobning og åndenød.

Når den syge ikke længere kan drikke og spise, bliver slimhinderne i munden og på læberne ofte tørre. Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt med læbepomade.

Mange syge oplever åndenød og åndedrætsbesvær, hvilket kan give anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær eller fornemmelsen af at blive kvalt.

Angst kan forværre åndenød. Der er mulighed for at lindre angst og åndenød med medicin. Samtidig er det af største betydning for tryghed og ro, at der er et andet menneske tæt ved.

Tilstedeværelsen af et andet menneske kan være en stor hjælp til at forebygge angsten og dermed åndenøden.

Åndenød kan give anledning til spørgsmål om, hvorvidt den syge har behov for iltbehandling. På trods af åndenøden behøver den syge sjældent ilttilførsel. En hensigtsmæssig stilling i sengen, et åbent vindue og ro omkring den syge er gavnligt.

I de sidste levetimer kan der forekomme en højlydt, raslende vejrtrækning. Det skyldes spyt eller slim i luftvejene, den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste op.

Symptomet generer sjældent den døende, som er bevidstsvækket, men det kan være ubehageligt at høre for de pårørende.

Stillingsskift og medicinsk behandling vil ofte kunne lindre. Sugning i luftvejene vil oftest kun forværre tilstanden, da det øger mængden af slim og er derfor ikke anbefalet.

Alvorlig sygdom har ofte påført den syge mange smerter.

Den syge og de pårørende kan være bekymrede for, at smerterne forværres uden mulighed for lindring i den sidste tid.

I dag er der gode behandlingsmuligheder, der i langt de fleste tilfælde kan lindre.

En social tilbagetrækning fra omgivelserne foregår ofte samtidig med, den syge bliver mere træt og sover en stor del af tiden. Den manglende interesse er en naturlig proces. Vær ikke bekymret eller skuffet, hvis der ikke er megen reaktion.

Dette er et udtryk for, at den syge er afkræftet - ikke en manglende påskønnelse af familiens omsorg. Oplevelsen af at være sammen kan stadig være til stor glæde for alle.

At være sammen med mennesker man kender, giver tryghed for den syge. Det kan give en følelse af, at ens liv har været betydningsfuldt, og at man vil blive husket.

I de sidste døgn kan den syge ind imellem virke uklar og måske tale om hændelser eller personer, der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen ophæves.

Nogle gange taler den syge i vildelse - for så at blive klar igen. Også i denne situation er ro og nærvær den bedste støtte.

I sjældne tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for at give beroligende og afslappende medicin. Til sidst glider den syge over i bevidstløshed. Denne tilstand kan vare fra kort tid til flere dage.

Når døden er tæt på, vil vejrtrækningsmønsteret ændre sig igen, og der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Den anstrengte vejrtrækning kan opleves værre for familien end for den syge.

Huden vil blive bleg og kølig. Særligt hænder og fødder kan blive kølige, og huden kan synes blålig. På dette stadie vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden.

Det er et vanskeligt tidspunkt for de nærmeste, som skal sige endeligt farvel til et nærtstående familiemedlem eller en ven.

Det kan være svært at vide, hvad skal man sige til hinanden og udholde stilhed i denne situation.

Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har haft betydning for den syge, kan være meningsfuldt. Man mener, at hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det af betydning fortsat at tale til den syge.

Sygeplejersker, læger og øvrige professionelle er der for at støtte og drage omsorg for jer i en tung og svær situation.

Du kan også søge mere viden på Ældresagens hjemmeside eller Kræftens Bekæmpelses hjemmeside for pårørende.