At være i fertilitetsbehandling er for mange en eksistentiel krise:
- Hvad hvis jeg ikke kan få børn?
- Sorgen over ikke at få ønskebarnet
- Prøvelserne ved at forsøge igen og igen
- Frygten for at miste det lille liv i maven
- Bekymringer om hvordan man passer på sig selv og sit parforhold i fertilitetsforløbet
Derfor tilbyder vi dig samtaler med vores hospitalspræst, hvis du har behov.
I samtalerne er der tid og rum til at være med det svære, der fylder for dig i den livskrise det er, når graviditet ikke er en selvfølge. Her er ingen tanker og følelser underlige eller forbudte. Her er nærvær, fortrolighed og højt til loftet.
Samtalerne er et eksistentielt frirum, hvor der er plads til alle tanker og følelser. Samtalerne med hospitalspræsten er et rum, hvor du sammen med en empatisk ikke-fordømmende professionel person kan møde dig selv der, hvor du er.
Trine Raundal Kofoed, hospitalspræst