Lokaliseret muskelstivhed (fokal spasticitet) ses ofte efter erhvervet hjerneskade og er forbundet med mange gener.
Der opstår ofte stivhed af musklerne, som kan gøre det svært for dig at udføre daglige aktiviteter. Muskelstivheden kan give komplikationer, fx smerter, skrumpning og sammentrækning af sener, bindevæv og ledkapsler. Der kan i nogle tilfælde opstå tryksår og hygiejneproblemer.
En lokaliseret muskelstivhed er som regel lokaliseret til arm/hånd og/eller ben/fod, og kan derfor påvirke hånd- og gangfunktion.
Hidtil har behandling af muskelstivhed omfattet fysioterapi og medicinsk behandling med tabletter.
I 2001 blev botulinum-toxin godkendt til behandling af lokaliseret muskelstivhed (spasticitet) i Danmark og en række andre europæiske lande. Behandlingen er videnskabeligt fundet effektiv i flere undersøgelser.
Hammel Neurocenter har flere års erfaring i behandling med botulinum-toxin både til indlagte og ambulante patienter.
Der skal foreligge samtykke til botulinum-toxinbehandlingen fra enten patient eller pårørende, inden behandlingen foretages.
Du bliver først vurderet af en neurolog og en fysioterapeut med specialviden indenfor området. De vil følge dig under behandlingsforløbet.
Neurologen og fysioterapeuten vurderer dit funktionsniveau (eksempelvis din evne til at flytte dig, klare personlig hygiejne eller tage tøj og sko på), foretager vurdering af graden af muskelstivhed, ledbevægelighed m.v. og taler med dig om dine egne forventninger til og mål med behandlingen. En behandling tager cirka 30-45 minutter.
Størstedelen af tiden går med vurdering og undersøgelse. Selve indsprøjtningerne tager kort tid.
Sådan virker medicinen
Stoffet botulinum-toxin gives som indsprøjtning i den eller de muskler, der har muskelstivhed.
Stoffet virker ved at nedsætte den uønskede overaktivitet i den spastiske muskel. Det sker ved en forbigående blokering af aktiviteten mellem nerve og muskel.
Virkningen af botulinum-toxin indtræder 3-7 dage efter indsprøjtningen. Som regel virker behandlingen i cirka 3-4 måneder. Virkningen bliver løbende vurderet af neurolog og fysioterapeut.
Du får målrettet fysioterapi, hvis du er indlagt. Hvis din behandling foregår ambulant, kan du gennem vederlagsfri fysioterapi modtage fysioterapi målrettet din pågældende muskelstivhed.
Hvis du har haft virkning af behandlingen, skal den muligvis gentages med 3-6 måneders interval. Det bliver afgjort ved en kontrol efter 4 uger.
Risici og bivirkninger
Behandlingen er ufarlig i de mængder, der anvendes til lokal behandling.
I forbindelse med indsprøjtningerne kan der være lette til moderate lokale smerter. Efterfølgende kan der opstå forbigående træthed og lette influenzalignende symptomer.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte klinikkens sekretær på tlf. 78 41 95 89, eller Karin Ibsen, overfysioterapeut, på tlf. 78 41 93 69.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.