Betændelse i galdeblæren kan både være bakterier i galden i galdeblæren, men det kan også opstå ved et forhøjet tryk i galdeblæren.
I leveren dannes galde, som er en væske. Væsken opbevares i galdeblæren, indtil kroppen har behov for den.
Galden består af vand, kolesterol, fedtstoffer, galdesalte og bilirubin.
Galdesalte er vigtige for fordøjelsen, da de nedbryder fedt i maden.
Bilirubin er et farvestof, der giver afføringen sin brune farve.
Hvis der er for meget kolesterol, galdesalte eller bilirubin i galdevæsken, kan den krystallisere og danne sten.
Symptomer
Betændelse i galdeblæren er en meget smertefuld tilstand. Smerterne begynder ofte nogle timer efter et stort måltid.
Galdestensanfald kommer ofte nogle timer og forsvinder igen, hvorimod betændelse i galdeblæren er en konstant smerte i den øverste del af maven trækkende mod højre side under ribbene.
Smerterne kan ledsages af kvalme og opkast. Ofte vil der også være feber.
Ganske få personer kan få gulsot.
Årsag
Den hyppigste årsag er sten i galdeblæren.
Galdesten i galdeblæren kan blokere udgangen fra galdeblæren til galdegangen. Det forhindrer galden i at tømme sig ud i galdegangen, og det medfører, at trykket inde i galdeblæren stiger, at galdeblæren udvider sig og der opstår en betændelsesreaktion.
Langt de fleste patienter med galdesten får ikke betændelse i galdeblæren.
Man kan også få betændelse i galdeblæren uden galdesten. Hvis man for eksempel er meget syg med dårligt immunforsvar.
Nyopererede patienter kan også få betændelse i galdeblæren.
Meget svækkede personer, der får næring igennem et drop, kan også få betændelse i galdeblæren uden galdesten.
Tidligere galdestensanfald
Overvægt
Graviditet
Diabetes
Bestændelse i galdeblæren hverken smitter eller er arveligt.
Galdeblærebetændelse er normalt ikke farligt, men hvis du er svækket, kan det blive en alvorlig tilstand.
Om behandlingen
For at kunne stille en sikker diagnose, laver vi en ultralydsscanning. Den viser, om der er galdesten og/eller betændelse i galdeblæren. Hvis vi mistænker galdesten i galdegangene, bestiller vi en MR-scanning.
Operation
Hvis betændelsen i galdeblæren skyldes galdesten, er operation med fjernelse af galdeblæren det hyppigste valg.
Operationen udføres med kikkertteknik, da den er mere skånsom og sygdommens længde afkortes.
I få tilfælde planlægger kirurgen sammen med patienten en åben operation.
Langt de fleste får fjernet galdeblæren under indlæggelse, men hos nogle er betændelsen så slem, at det er bedst at vente 3 måneder.
Dræn
Det er ikke altid muligt at operere en patient med galdeblærebestændelse. Det kan der være forskellige årsager til.
Hvis der ikke er galdesten i galdeblæren, kan vi behandle med et dræn. Et dræn er et lille rør, der går igennem huden ind i galdeblæren. På den måde kan betændelsen løbe ud i en pose.
Drænet bliver lagt i Røntgen og Skanning. Du får bedøvelse i huden til anlæggelsen. Samtidig får du også antibiotika i drop.
Væske og antibiotika
Nogle gange er betændelsen i galdeblæren ikke så slem. Derfor kan vi behandle med antibiotika og væske i drop.
Vi ved af erfaring, at hvis man ikke får fjernet sin galdeblære i forbindelse med galdeblærebetændelse, er der risiko for, at betændelsen kan vende tilbage.
Vi frygter allermest blodforgiftning i forbindelse med galdeblærebetændelsen. Det er meget sjældent, men alvorligt hvis det kommer.
Hvis galdeblæren bliver fjernet, er der meget lille risiko for at få sygdomme i galdevejene.
Galdeblæren er et lille organ, der kan undværes. Når galdeblæren er fjernet, lagres galden ikke mere. Det betyder, at galde nu løber ud i tyndtarmen i en jævn strøm. Det kan medføre diarré hos nogle, men ofte går det over igen efter nogle måneder.
Du behøver ikke at ændre din kost efter fjernelse af galdeblæren, men mange oplever, at flere små måltider føles bedre end store fedtrige måltider.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Mavekirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indlæggelse.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1453478
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.