Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (gastroskopi)
Gå direkte til:
Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (gastroskopi)
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal eventuelt holde pause med din blodfortyndende medicin på nær Hjertemagnyl/Hjerdyl/Magnyl.
Hvis der ikke allerede er lavet en aftale om eventuel pause, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk sekretariat på tlf. 78 44 63 07.
Hvis du har diabetes, skal du måske reguleres i din behandling i forbindelse med undersøgelsen. Læs mere i vejledningen www.diabetes-skopi.hemidt.dk.
Er du i tvivl om behandlingen af din diabetes i forbindelse med undersøgelsen, eller har du spørgsmål i samme forbindelse, er du velkommen til at kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat på tlf. 78 44 63 07.
Du skal selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter undersøgelsen, fordi du stadig er påvirket af medicin. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Hvis du har piercinger i ansigtet (næse, læbe, tunge), skal de fjernes, før du kommer til undersøgelsen.
Hvis du har Myasthenia gravis eller bruger hjemmeilt, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat hurtigst muligt på tlf. 78 44 63 07, da dit forløb skal tilrettelægges anderledes.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på undersøgelsesdagen.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om undersøgelsen
En gastroskopi er en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Lægen bruger et særligt kikkertinstrument - et gastroskop - som i princippet er en bøjelig slange, der føres ind gennem munden.
Slangen er ganske tynd - diameteren er cirka 1 cm. Slangen indeholder fint optikudstyr, som kan sammenlignes med et videokamera i miniformat.
Det lille kamera sender billeder fra sin vej gennem spiserør, mavesæk og til sidst tolvfingertarm op på en tv-skærm, som lægen følger ved undersøgelsen.
Lægen kan på den måde undersøge slimhinderne og tage vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse, hvis det er nødvendigt.
Selve undersøgelsen er smertefri, men du kan få kortvarige gener og ubehag i svælget, når kikkerten føres ned til spiserøret.
Hvis du har behov for det, er det muligt at få beroligende medicin gennem en blodåre i armen umiddelbart inden undersøgelsen.
Selve kikkertundersøgelsen varer cirka 15 minutter, men der går også tid med forberedelse, afslutning og hvis du skal have bedøvelse/beroligende medicin til undersøgelsen. Du og eventuelt dine pårørende skal forvente, at besøget i alt tager en halv til 1 time.
Forudsætningen for en vellykket undersøgelse er, at mavesækken og tolvfingertarmen er tom. Derfor skal du faste til undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen får du orientering om resultatet af den læge, der har foretaget undersøgelsen. Den læge, der har henvist dig til undersøgelsen, får de samme oplysninger skriftligt.
Lægen, der foretager undersøgelsen, vurderer om du evt. skal starte med ny medicin. Hvis du skal det, bliver du informeret om det, og lægen lægger en recept klar elektronisk, så du kan hente medicinen på apoteket.
Undgå alkohol resten af dagen efter undersøgelsen
Du kan tage hjem umiddelbart efter indgrebet
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke opholde sig i afdelingen af hensyn til dine medpatienter og pladsforholdene i afdelingen. Det gælder også på opvågningsstuen.
Din pårørende eller ledsager kan i stedet opholde sig på hospitalets øvrige opholdsarealer på etage 2 og 3.
Din pårørende eller ledsager bliver kontaktet, når du er klar til at blive hentet efter operationen.
Ovenstående gælder ikke ledsagere til børn og personer med handicap.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Mave- og Tarmkirurgisk bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Tlf. 78 44 63 07
Efter indgrebet
Hvis der opstår problemer efter indgrebet, kan du kontakte os på følgende numre.
Mavekirurgisk Afsnit Tlf. 78 44 63 90
Tarmkirurgisk Afsnit Tlf. 78 44 63 92
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/584994
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.