Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi)
Gå direkte til:
Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi)
Du skal have undersøgt endetarmen og den nederste del af tyktarmen for mulig sygdom. Ved kikkertundersøgelsen kan lægen få en mere præcis viden om forholdene i tarmen og på den måde planlægge den bedst mulige behandling.
Nogle gange bliver der taget en vævsprøve (biopsi) under undersøgelsen. Du vil ikke kunne mærke, at en vævsprøve bliver taget.
Vi udfører undersøgelsen ved hjælp af en bøjelig kikkert, der bliver ført ind gennem endetarmsåbningen og videre op gennem tyktarmen i venstre side, indtil kikkerten når til den tværgående del af tarmen.
For at kunne se noget i tarmen, er det nødvendigt at puste lidt luft og vand ind i tarmen under undersøgelsen. Det kan kan give ubehag i form af trykken i maven, både i forbindelse med og bagefter undersøgelsen.
Undersøgelsen foregår uden indlæggelse i Mave- og Tarmkirurgisk Klinik.
Komplikationer er meget sjældne, men der kan opstå blødning efter undersøgelsen, og i ekstremt sjældne tilfælde kan der gå hul på tarmen. Hvis du har fået taget en vævsprøve, kan der efterfølgende komme lidt frisk blødning i forbindelse med toiletbesøg - dette er helt normalt og aftager som regel efter det første døgn.
Du skal søge læge, hvis du inden for den første uge får:
kraftige mavesmerter
blodig eller sort afføring
feber
Det første døgn efter undersøgelsen kan du dog kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Afsnit på tlf. 7844 6390.
Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du bruger blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause op til undersøgelsen.
Hvis du ikke allerede har snakket med vores personale, og lavet en aftale om en eventuel pause fra din blodfortyndende medicin, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk sekretariat på tlf. 78 44 63 06 for at høre, om du skal holde pause.
Hvis du har diabetes, skal du måske reguleres i din behandling i forbindelse med undersøgelsen. Læs mere i vejledningen www.diabetes-skopi.hemidt.dk.
Er du i tvivl om behandlingen af din diabetes i forbindelse med undersøgelsen, eller har du spørgsmål i samme forbindelse, er du velkommen til at kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat på tlf. 78 44 63 07.
Hold pause 2 dage før med evt. jernbehandling
Du må ikke spise fiberrig kost, kerner (f.eks. fuldkornsbrød), små kerner såsom frugtkerner og birkes eller fibertilskud (f.eks. HUSK), i 2 dage op til undersøgelsen.
Flere eksempler på fødevarer du skal undgå:
Brød med kerner og frø (du må gerne spise rugbrød, så længe det er kernefrit!)
Porrer, ærter og bønner
Rå gulerødder
Frugter med skræl (du må spise æbler og pærer, men skræl dem først)
Kiwi (pga. kernerne)
Vindruer og tomater (pga. både skræl og kerner)
Bær med små kerner (f.eks. jordbær, solbær, hindbær og brombær)
Marmelader lavet af bær med kerner (se herover) samt marmelader med skræl
Havregrød og havregryn
Det er meget vigtigt, at der ikke er afføring i tyktarmen ved undersøgelsen. Derfor skal du gennem en udrensning i dagene før undersøgelsen.
Du skal købe en Toilax-kombinationspakke på apoteket og følge nedenstående vejledning.
Du skal gemme din bon og tage den med til aftalen i forbindelse med refusion af dine udgifter.
Du skal selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen/operationen.
Hvis du får afslappende medicin eller andre former for let bedøvelse under operationen/undersøgelsen, skal du være opmærksom på, at du ikke selv må køre bil de næste 24 timer.
Hvis du har piercinger i ansigtet (næse, læbe, tunge), skal de fjernes, før du kommer til undersøgelsen.
Hvis du har Myasthenia gravis eller bruger hjemmeilt, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat hurtigst muligt på tlf. 78 44 63 07, da dit forløb skal tilrettelægges anderledes.
Udrensning før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du tage tabletterne fra Toilax-kombinationspakken på denne måde:
Kl. 12: tag 2 tabletter fra Toilax-kombinationspakken.
Kl. 22: tag 2 tabletter fra Toilax-kombinationspakken.
Du skal synke tabletterne hele. Du må ikke tage tabletterne sammen med mælkeprodukter.
Tabletterne begynder at virke efter 6-12 timer, hvor du kan forvente hyppige afføringer.
Det er vigtigt, at du drikker rigeligt vand/saft i det døgn, hvor tarmen skal tømmes. Du skal helst drikke ca. 2 liter (vand, saft, juice, sodavand, the, kaffe).
På undersøgelsesdagen
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på undersøgelsesdagen.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin
2-4 timer før du møder skal du anvende den tube klyx, som følger med Toilax-kombinationspakken. Du skal anvende den i endetarmen på denne måde:
Låget på tuben tages af
Før tubespidsen helt ind i endetarmsåbningen
Klem tubens indhold ud
Tag tuben ud mens den stadig er sammenklemt
Hold på væsken så længe du kan, før du går på toilet
Du må gerne spise morgenmad på dagen for din undersøgelse. Du skal dog undgå fiberrig kost og kerner (undgå f.eks. fuldkornsbrød og havregrød) indtil undersøgelsen er færdig.
Efter undersøgelsen
Du vil få besked om undersøgelsesresultatet af den læge, som udfører undersøgelsen. Vi aftaler den videre behandlingsplan med dig, før du tager hjem.
Hvis der er taget vævsprøver under undersøgelsen, vil der gå cirka 14 dage, før svaret på prøverne er klar. Lægen aftaler med dig, hvordan du får svar på dine prøver.
Du kan tage hjem og genoptage dit arbejde kort efter undersøgelsen
Når du kommer hjem
Luften, der er pustet ind i tarmen under undersøgelsen, kan give mavekneb og vil forsvinde i løbet af dagen. Du kan afhjælpe mavesmerterne ved at gå en tur, da tarmen bedre kan arbejde luften ned, når du bevæger dig aktivt.
Mere information
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 63 92
Ring til Tarmkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Kontakt
Tarmkirurgisk Afsnit
Før indgrebet
Tlf. 78 44 63 08
Ring til Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 63 92
Ring til Tarmkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/576311
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.