En suttebrik er et silikoneskjold, der lægges mellem dit bryst og dit barns mund. Suttebrikkens størrelse afhænger af brystvortens størrelse.
Sådan gør du:
Brug evt. varme klude og massér brystet for at få nedløbsrefleksen i gang
Suttebrikken fugtes med vand og formes som en mexicaner-hat
Udskæring i suttebrikken anbringes, så barnets næse er fri og har kontakt med brystet.
Placér suttebrikken, så brystvorten er i centrum, og ”stræk” fladerne ud hele vejen rundt
Vær opmærksom på, at barnet er tæt på brystet og har meget af det brune område i munden.
Foto: Medela
Det er vigtigt, at du er opmærksom på sutteteknikken, når dit barn sutter på suttebrikken. Dit barn bør være tæt ved brystet, så du forhindrer, at suttebrikken flytter sig ud og ind af munden ved hvert sut.
Når dit barn sutter korrekt på suttebrikken, vil du se, at suttebrikken næsten er det samme sted i barnets mund, men at barnet blot sutter sammen på suttebrikken.
Hvis suttebrikken flytter sig ind og ud, bør du tage dit barn fra, og forsøge at lægge til igen. Du kan eventuelt også forsøge at føre barnet lidt tættere på brystet eller prøve en anden ammestilling.
Foto: Medela
Det er vigtigt med en god hygiejne i forbindelse med rengøring og håndtering af suttebrikken.
Når du skal rengøre suttebrikken, skal du:
Vaske suttebrikken med almindeligt opvaskemiddel
Skylle suttebrikken under rindende, koldt vand
Hælde kogende vand i porcelænskop, og efter kort tid tømme koppen for vandet igen, så koppen er opvarmet
Lægge suttebrikken i et porcelænskrus, hæld derefter kogende vand over, og lad kruset med suttebrikken i stå i 5 minutter
Hælde vandet fra. Når suttebrikken er tør, opbevares den i en beholder med låg, indtil den skal bruges igen.
Hvis du koger suttebrik i et krus, kan kruset genbruges i 1 døgn. Derefter skal det vaskes.
Videre forløb
Suttebrikken er et hjælpemiddel. Vi anbefaler, at du kommer af med den igen, hvis det er muligt.
Hvis du ikke kommer af med suttebrikken, skal du være opmærksom på, at suttebrikken er en barriere mellem barnet og brystet. Det kan betyde, at dit barn ikke får den samme mængde mælk.
Med en suttebrik skal barnet bruge længere tid ved brystet og får alligevel ikke altid nok mælk. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på udviklingen i barnets vægt.
Suttebrikken kan hæmme din produktion af mælk. Derfor bør du malke ud enten med maskine eller hånden 1-2 gange i døgnet, så længe du ammer med suttebrik.
Du kan få vejledning af personalet på hospitalet og din sundhedsplejerske.
Når du ammer med suttebrik, skal du være ekstra opmærksom på dit barns trivsel.
Tegn på at dit barn trives er, at dit barn:
synker under amningen, og at der er mælk i spidsen af suttebrikken, når barnet slipper sit tag
har vandladning og afføring svarende til alderen, se pjecen ”Amning en tryg start”
melder sig mindst 8 gange i døgnet
øger sin vægt (regelmæssig vægt hos sundhedsplejerske, Åbent Hus, egen læge).
Undersøgelser har vist, at brug af suttebrik kan medvirke til at afkorte ammeperioden særligt hos de, der bruger brikken i hele forløbet. Bruger man kun brikken i starten af ammeperioden, ser det ikke ud til at have samme negative indvirkning.
Derfor er det en god ide at komme af med brikken igen, hvis det er muligt. Det kan kræve stor tålmodighed og lykkes måske ikke de første par gange. Forsøg, når du har overskud til det, og dit netværk er der til at støtte og opmuntre dig.
Sådan kan du gøre
Det kan være en god ide at "starte forfra" og lade barnet ligge hud mod hud på dit bryst. Det vil stimulere barnet til at sutte ved brystet.
Du kan starte med at tilbyde barnet brystet uden suttebrik, evt. malke lidt modermælk ud først for at "lokke" barnet til brystet. Det kan du gøre flere gange om dagen, måske over en længere periode.
Du kan lade barnet sutte sig veltilpas, men ikke mæt ved brystet med suttebrikken på. Derefter fjerner du suttebrikken og forsøger at amme uden. Det kan du gøre flere gange om dagen i en periode.
For nogle kan det være nødvendigt at bruge suttebrik i hele ammeperioden.
Dit sundhedsplejerske kan hjælpe dig med at finde ud af hvad der er den rigtige løsning for jer.
Du kan købe suttebrikker på apoteket eller i alle babyudstyrsbutikker. Derudover er det muligt at købe suttebrikker på Patienthotellet i receptionen på 7. etage.
De suttebrikker, du har fået udleveret under indlæggelsen, må du tage med hjem.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kontakt Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende, hvis du har spørgsmål indenfor den første uge. Herefter skal du kontakte din sundhedsplejerske.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/644201
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.