Sådan giver du D-vitamin
Start, når dit barn er 2 uger gammelt.
Dit barn skal have 10 mikrogram D-vitamin (400 IE) hver dag, indtil barnet fylder 4 år.
Hvis du bruger Apovit D-vitamindråber med 10 mikrogram i 5 dråber, skal du give 5 dråber dagligt. Andre produkter kan have en anden styrke. Se derfor altid på emballagen, hvor mange dråber der svarer til 10 mikrogram. Brug ikke automatisk samme antal dråber, hvis du skifter produkt.
Giv D-vitamin sammen med et måltid. Giv det ikke samtidig med anden medicin.
Fra barnet fylder 4 år, anbefales 5-10 mikrogram D-vitamin dagligt i vinterhalvåret fra oktober til april.
Hvis dit barn får modermælkserstatning
Dit barn skal ikke have ekstra D-vitamin i den periode, hvor begge disse forhold er opfyldt:
- Barnet drikker mindst 800 ml modermælkserstatning i døgnet.
- Modermælkserstatningen indeholder mindst 1,3 mikrogram D-vitamin pr. 100 ml færdig blanding.
Du kan se indholdet af D-vitamin på emballagen. Hvis barnet senere drikker mindre end 800 ml modermælkserstatning i døgnet, skal du begynde at give D-vitamin igen.
Spørg sundhedsplejersken, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit barn skal have D-vitamindråber.
Sådan giver du jerntilskud
Start, når dit barn er 2 uger gammelt.
Det betyder 2 uger efter barnets faktiske fødselsdato. Man korrigerer ikke for, at barnet er født før termin.
Som udgangspunkt skal barnet have cirka 8 mg jern dagligt. Jerndråber findes i forskellige styrker, og den rigtige mængde i dråber eller ml afhænger derfor af det præparat, barnet får.
Giv den dosis, der står på apotekets etiket eller i den plan, I har fået af hospitalet. Skift ikke præparat eller dosis uden at tale med hospitalet, sundhedsplejersken eller lægen.
Jern optages bedst, når det gives mellem to måltider. Hvis det er svært at få til at passe, må jernet også gerne gives sammen med et måltid. Giv ikke jerntilskud samtidig med anden medicin.
Hvor længe skal dit barn have jern?
- Børn født før uge 37+0 skal have jerntilskud, indtil de er 6 måneder gamle.
Alderen regnes fra barnets faktiske fødselsdato og ikke fra terminsdatoen.
Hvis dit barn får modermælkserstatning
Hvis mere end halvdelen af den mælk, dit barn får i løbet af et døgn, er jernberiget modermælkserstatning, skal barnet som udgangspunkt have en halv dosis jern. Det svarer til cirka 4 mg jern dagligt.
Tal med sundhedsplejersken, lægen eller afdelingen, før du ændrer dosis. Det er især vigtigt, hvis barnets ernæring ændrer sig fra mest modermælk til mest modermælkserstatning – eller omvendt.
Vær opmærksom på
Jerntilskud kan gøre barnets afføring mørkere eller grønlig. Det er normalt og ikke farligt.
Nogle børn kan få træg mave eller ubehag i maven. Kontakt sundhedsplejersken, hvis barnet virker generet, eller hvis du er i tvivl.
Giv aldrig mere jern end anbefalet, og opbevar altid jerndråber utilgængeligt for børn.