Det er normalt at have kvalme og opkastninger i starten af graviditeten. Omkring 75 % af alle gravide oplever morgenkvalme i løbet af de første måneder af deres graviditet. Hos halvdelen af de gravide vil der også forekomme opkastninger.
Forbered dig til behandlingen
Du anbefales at tage tablet B6 Vitamin 50 mg en gang om dagen. B6 Vitamin er et kosttilskud, som virker kvalmestillende på mange med graviditetskvalme.
Anvend akupressur på kroppens mest kvalmestillende punkt, som sidder på undersiden af håndleddet.
Punktet sidder tre fingersbredde (målt hen over knoerne) fra håndleddet - og opad indersiden af underarmen mellem senerne.
Du placerer tommelfingeren på punktet med et fast tryk i nogle minutter. Virker det på kvalmen, fortsætter du hermed hver 2. time - eller når du har kvalme.
Du kan købe armbånd til at trykke vedvarende på punktet - disse kaldes Seaband armbånd og kan købes i Matas eller på Apoteket.
Om behandlingen
Din kvalme vil blive forværret, hvis du ikke får tilstrækkeligt med væske.
Du skal drikke minimum 1 til 1½ liter om dagen. Hvis det er svært at drikke tilstrækkeligt, så drik små hyppige mundfulde væske i løbet af dagen fremfor at drikke et helt glas på en gang. Det hjælper mange at drikke med sugerør.
Sørg for at have forskellige drikkevarer hjemme, da du hurtigt bliver ked af kun at drikke en slags - eksempelvis vand.
Mange har glæde af at spise sodavandsis samt sutte på små isterninger.
Spis små hyppige måltider for at holde blodsukkeret stabilt. Det gør du ved at spise små snacks hver anden time, førend sulten sætter ind. Snacks kan være få rosiner eller mandler, 1/2 sandwich eller 1/4 stykke frugt. Sørg for at spise vandholdige frugter som melon, vindruer og lignende.
Find din balance i forhold til at spise tilstrækkeligt og ikke overspise, så kvalmen ikke intensiveres.
Undgå hurtige kulhydratholdige produkter som chokolade, kager og orangejuice, da det får dit blodsukker til at stige hurtigt. Vælg istedet langsomme kulhydratholdige produkter som brød, pasta, ris og kartofler, da du så får mere glæde af de madprodukter, som du indtager.
Det kommer bag på mange gravide, at salat, mørkt brød o.s.v. giver dem kvalme og at kødtærter, chips og hvidt brød bekommer dem vel.
Spis letfordøjelige madprodukter som:
kartoffelsuppe
bagte grøntsager som kartofler, søde kartofler og gulerødder
hakket kød i kødsovs med kartoffelmos
hvidt brød med æg, skinke eller marmelade
vandige frugter
syltede frugter som ferskner eller pærer på konservesdåse
Tørrede frugter og nødder som mandler, tørrede abrikoser og rosiner
Kvalmen påvirker krop og sjæl i en sådan grad, at det bedste er at forsøge at uddelegere de daglige opgaver i hjemmet til familie og venner - og fokusere på hvile, væske og kostindtag.
Sørg for at lave aktiviteter, som giver dig glæde - det kan være:
tag dagligt brusebad, så du kan føle velvære
gå en lille tur dagligt - eller find et sted i naturen, hvor du kan finde ro
vær opsøgende i samvær med familie og venner
spis med andre - det giver ofte lidt større appetit
lav håndarbejde, læs/lyt til bøger, hør afslappende musik
Videre forløb
Kontakt din egen læge hvis din kvalme og opkastning bliver så hyppige at de præger din hverdag og medfører store væsketab
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Kvindeklinikken fra kl. 9.00-15.00, hvis du har spørgsmål.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/578248
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.