Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om operationen
Formålet med operationen er at fjerne celleforandringer.
Operationen foregår gennem skeden. Livmoderhalsen bedøves først omhyggeligt, så du føler ingen smerte.
Der fjernes herefter et kegleformet stykke væv fra livmoderhalsen. Vævsprøven bliver efterfølgende undersøgt for celleforandringer.
Selve operationen tager 5-10 minutter.
Risici og bivirkninger
I forbindelse med keglesnittet er der risiko for infektion og blødning.
I enkelte tilfælde bliver livmoderhalsens kanal forsnævret efter operationen.
Der er en lille øget risiko for at føde for tidligt, hvis man har fået lavet 2 keglesnit.
Efter operationen
Vi aftaler, hvordan du får svar på prøven.
Du kan komme hjem efter en halv time
Når du kommer hjem
Du skal søge læge, hvis du får:
Kraftigere blødning end din normale menstruation
Kraftige underlivssmerter
Feber
Ildelugtende udflåd
Hvis du oplever tegn på infektion i det første døgn efter indgrebet, skal du ringe til Kvindeklinikken på tlf. 78 44 58 67 på hverdage fra kl. 8.00-15.00. Efter kl. 15.00 skal du ringe til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende på tlf. 78 44 25 00. Telefonen er åben døgnet rundt.
Hvis der er gået mere end 1 døgn, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Det er normalt at have:
Lette, murrende smerter den første dag efter operationen. Hvis du har behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin.
Blødning af menstruationsstyrke de første par uger. Der kommer lidt ekstra blødning efter 10-14 dage, når sårskorpen falder af.
I de første par uger skal du undgå kraftig fysisk aktivitet. Undgå derfor at dyrke sport og lave tunge løft på over 10 kg.
Så længe du bløder, skal du undgå:
Karbad, svømmehal og sø-/havbad
Undgå samleje (eller bruge kondom)
At bruge tampon. Brug i stedet hygiejnebind.
Videre forløb
Når du får svar på prøven, får du samtidig besked om, hvor og hvornår du igen skal kontrolleres med celleskrab.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Kvindeklinikken fra kl. 9.00-15.00, hvis du har spørgsmål.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/580221
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.