Det er vigtigt, at du kender til komplikationerne, der kan opstå ved et kejsersnit, inden du træffer et valg om din fødsel.
Et kejsersnit er oftest en ukompliceret operation. Der er dog altid en risiko for at få en infektion under en operation.
De hyppigste komplikationer ved kejsersnit er blærebetændelse eller betændelse i operationssåret. Blærebetændelse forsvinder som regel hurtigt med medicinsk behandling. Betændelse i operationssåret kan betyde, at såret må åbnes igen.
Der er ligeledes en risiko for skader på tarme og urinveje (1-5 %).
Man mister i gennemsnit lidt mere blod ved et kejsersnit end ved en normal fødsel, og der kan være en let øget risiko for alvorlige komplikationer ved senere graviditeter.
Helingsprocessen er ofte længere ved et kejsersnit end ved en normal fødsel. Du kan opleve flere smerter, og mælken kan være længere tid om at løbe til.