Operation for nedsynkning i underlivet i lokalbedøvelse
Gå direkte til:
Operation for nedsynkning i underlivet i lokalbedøvelse
Bulen, som er en slags brok, opstår på grund af svaghed i det væv, som ligger imellem skeden og tarmen/blæren.
Forbered dig til operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må gerne selv køre bil lige efter operationen, men måske er der rarest for dig at blive hentet. Det er i så fald vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Vi anbefaler, at du tager Magnesia-tabletter i 3 dage efter operationen for at forebygge forstoppelse. Magnesia tabletter kan fås i håndkøb.
Du skal tage 2 tabletter Magnesia á 500 mg, inden du går i seng. Du skal starte den dag, du er blevet opereret og gentage dosis de efterfølgende 2 aftener.
For at forebygge forstoppelse, skal du også drikke 1,5 liter væske i løbet af dagen.
Det er også en god idé at tygge tyggegummi i 30 minutter 3 gange i løbet af dagen. Forskning har vist, at din mave kommer hurtigere i gang efter operationen, hvis du tygger tyggegummi.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Hvis du har en ring i skeden, som afhjælper din nedsynkning, skal du fjerne denne 1 uge inden operationen.
Hvis du har en hormonring (Estring), skal den forblive i skeden.
Du skal tage et grundigt bad om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion. Du skal være særlig omhyggelig med at vaske dig i det område, hvor du skal opereres.
Børst også gerne tænder, smør dig ikke ind i creme på kroppen og brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Til nogle operationer skal du have noget af dit eget tøj på under operationen. Derfor er det vigtigt, at dit tøj er rent og sidder løst, og at du medbringer rene sko. Joggingbukser og sandaler eller lignende er velegnede.
Medbring også en ren og varm trøje, du kan have på, mens du venter.
Det er en god idé at tage noget underholdning med, fx en bog, et blad, iPad, musik eller lignende, hvis der bliver ventetid.
Om operationen
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Du vil mærke, at bedøvelsen bliver lagt, og at vi rører ved dig, men der er ingen smerter under operationen.
Operationen foregår gennem skeden, hvor vi igennem et snit i skedevæggen syr det svage væv sammen igen:
Ved nedsynkning af blæren opererer vi i skedens forvæg. Det varer omkring 30 minutter.
Ved nedsynkning af tarmen opererer vi i skedens bagvæg. Det varer omkring 45 minutter.
Operationssåret bliver syet med selvopløselig tråd og heler i løbet af 2-3 uger. Trådene forsvinder dog først efter 3-4 måneder.
Risici og bivirkninger
I forbindelse med operationen er der risiko for infektion og blødning.
I sjældne tilfælde er der risiko for:
Blærebetændelse
Ufrivillig vandladning (det ekstra vigtigt at træne bækkenbund efter operationen)
Vandladningsproblemer i de første døgn, som afhjælpes ved at tømme blæren med et lille kateter hver 3. time, indtil vandladningen er i orden
Hul på tarm eller blære under operationen
Efter operationen
Du kan komme hjem, når du kan lade vandet og tømme blæren.
Du planlægger sammen med lægen, hvornår du må genoptage dit arbejde.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er normalt at have lette murrende smerter de første dage efter operationen. Hvis du har behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin.
Det er også normalt med blødning de første dage efter operationen.
Du skal søge læge, hvis du får:
Kraftigere blødning end din normale menstruation
Kraftige underlivssmerter
Feber
Ildelugtende udflåd
Ring til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende på tlf. 78 44 25 00, hvis du oplever tegn på infektion det første døgn efter undersøgelsen. Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
For at forebygge infektion og påvirkning af såret i skeden, skal du i 4 uger:
Undgå karbad, svømmehal, sø/havbad
Undgå tampon
Undlade samleje
Undgå tunge løft over 4 kg
Undlade hård sport
Undlade at cykle
Det er tilstrækkeligt med en sygemelding på 2 uger, hvis du har et arbejde, hvor du kan undgå tunge løft over 4 kg og anden hård fysisk aktivitet.
Kan du ikke undgå tunge løft over 4 kg og anden hård fysisk aktivitet, skal du være sygemeldt i 4 uger.
Du må starte med at lave bækkenbundsøvelser 3 uger efter operationen, og du bør fortsætte med at lave øvelserne dagligt.
Hvis du bruger stikpiller med lokalvirkende hormon, kan du genoptage behandlingen 14 dage efter operationen.
Videre forløb
Til din forundersøgelse fik du udleveret et spørgeskema. Du skal udfylde skemaet 3 måneder efter operationen.
Du får tilsendt en tid til telefonkonsultation, hvor vi gennemgår skemaet sammen med dig.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Kvindeklinikken fra kl. 9.00-15.00, hvis du har spørgsmål før operationen.
Efter operationen
Tlf. 78 44 25 00
Ring til Afsnit for Kvindesygdomme og Barslende, hvis der opstår problemer efter operationen.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter operationen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Ved spørgsmål til bedøvelsen
Tlf. 78 44 52 00
Ring til Bedøveklinikken på hverdage fra kl. 8.45-14.15, hvis du har spørgsmål til bedøvelsen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1436630
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.