Operationen foregår i lokalbedøvelse, men det er vigtigt, at du stadig overholder fastereglerne.
Ved operationen sætter vi et bånd af kunstigt bindevæv ind under dit urinrør som en slynge.
Du kan mærke berøring men ikke smerte. Du får smertestillende medicin igennem et drop i hånden.
Vi laver en åbning på 2 centimeter i skeden under dit urinrør. Gennem den åbning fører vi slyngen ind under dit urinrør. Enderne på slyngen føres op og ud gennem huden nederst på din mave lige over kønsbenet.
Slyngen bliver klippet af lige under huden. Du får derfor 2 små sår, der vokser sammen i løbet af få dage.
Du bliver bedt om at hoste, når slyngen er lagt, og blæren samtidig er fyldt med 300 ml vand, så vi kan justere, hvor stram slyngen skal være.
Vi sikrer, at slyngen ikke er gået igennem blæren ved at kigge op i blæren med en lille kikkert.
Slimhinden i skeden sys med tråde, der opløser sig selv i løbet af nogle uger.