En gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du får blodfortyndende medicin, såsom Marevan, Eliquis, Xarelto, Pradaxa eller lignende skal du kontakte os i god tid inden undersøgelsen, så vi kan aftale nærmere om du evt. skal holde pause med din medicin op til undersøgelsen.
Hvis du får Magnyl/Hjertemagnyl, Clopidogrel/Plavix eller Persantin behøver du ikke holde pause. Gør dog ved undersøgelsen opmærksom på, at du indtager et af disse præparater.
Er du i tvivl, så kontakt os.
Hvis du har diabetes, skal du måske reguleres i din behandling i forbindelse med undersøgelsen. Læs mere i vejledningen www.diabetes-skopi.hemidt.dk.
Er du i tvivl om behandlingen af din diabetes i forbindelse med undersøgelsen, eller har du spørgsmål i samme forbindelse, er du velkommen til at kontakte os.
Du bør undgå enhver form for alkohol fra midnat og frem til undersøgelsen.
Du skal som hovedregel selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen.
Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
Hvis du får afslappende medicin eller andre former for let bedøvelse under operationen/undersøgelsen, skal du være opmærksom på, at du ikke selv må køre bil de næste 24 timer. Du skal heller ikke regne med, at kunne gennemføre en normal arbejdsdag på selve undersøgelsesdagen.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om undersøgelsen
Selve kikkertundersøgelsen varer cirka 5 minutter, men du skal regne med at afsætte ½ til 1 time til hele undersøgelsesforløbet.
Hvis du har fået lokalbedøvelse i svælget, må du først spise og drikke cirka 1 time efter undersøgelsen.
Lægen bruger et særligt ”kikkert-instrument", som i princippet er en bøjelig slange, der føres ind gennem munden. Slangen er ganske tynd, cirka 1 cm i diameter. Slangen indeholder et lille videokamera, som sender billeder fra sin vej gennem spiserør, mavesæk og tolvfingertarm op på en tv-skærm.
Lægen kan således se og vurdere slimhinderne, og kan tage vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse, hvis det er nødvendigt.
Selve undersøgelsen er smertefri, men du kan få gener i svælget af kort varighed, når kikkerten føres ned i spiserøret. Derfor kan du blive lokalbedøvet i svælget ved hjælp af en lokalbedøvende spray, eller du kan få noget afslappende medicin gennem en blodåre i armen umiddelbart inden undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver du orienteret om resultatet samt om en eventuel behandling.
Din egen læge samt den læge, som har henvist dig, vil få de samme oplysninger på skrift.
Kontakt
Tlf. 78 44 73 13
Telefontid alle hverdage:
Sekretær fra kl. 08.00-13.00
Sygeplejerske fra kl. 07.30-08.30 og kl. 12.30-13.30
Klinik for Mave-Tarmsygdomme Regionshospitalet Viborg Banevejen 7C, Indgang C Blå trappe/elevator, etage 11 8800 Viborg
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.