Narkolepsi er en kronisk forstyrrelse af søvn- og vågenhedsregulationen. Det viser sig ved uimodståelig søvntrang om dagen, pludselige anfald af muskellammelser, drømmelignende fornemmelser i dagtimerne eller ved indsovning, samt lammelser umiddelbart før eller efter søvn.
Symptomerne på narkolepsi er pludselige søvnanfald og dagtræthed.
Man mener, at cirka 2.500-3.000 mennesker i Danmark lider af sygdommen. Heraf har kun en lille del fået stillet diagnosen.
Narkolepsi starter oftest i børne- eller ungdomsårene. Middeltidspunktet for start af sygdommen er 15 år med et aldersspænd på 2-35 år.
Symptomer
Symptomerne på narkolepsi er:
Pludselige søvnanfald og dagtræthed, særligt i monotone situationer.
Pludselige anfald af muskellammelser. Det udløses ofte af latter eller andre følelsesmæssige oplevelser. Det kan også være i mindre grad, som at få "gele i knæene" eller tabe noget ud af hænderne. Dette kaldes katapleksi. Man kan godt have narkolepsi uden denne del af symptomerne.
Drømmelignende fornemmelser i dagtimerne, ved indsovning eller ved opvågning. Drømmeoplevelsen kan begynde, inden man er faldet i søvn, eller den kan fortsætte efter man er vågnet. Det kan være vanskeligt at afgøre, om man drømmer eller er vågen. Dette kaldes hallucinationer.
Søvnlammelse. Den muskelslaphed, som normalt er en del af REM-søvnen, kan også fortsætte efter opvågningen, så man oplever, at man er vågen, men ikke kan røre sig i nogle sekunder. Nogle raske kan opleve dette fænomen engang imellem.
Årsag
Narkolepsi skyldes formentlig en kombination af flere forhold, herunder arvelighed, miljømæssige forhold, immunologiske forhold og unormal regulering af visse signalstoffer i hjernen.
Om forløbet
Du indkaldes til samtale med en neurologisk søvnlæge. Lægen planlægger sammen med dig udredningsforløbet.
Udelukkelse af medicinsk eller psykiatrisk sygdom som årsag.
Nogle uger eller måneder efter undersøgelserne får du svar på dine undersøgelser med brev, telefon eller ved indkaldelse til en samtale i Søvnklinikken.
Hvis du har symptomer på narkolepsi, anbefaler vi, at du kontakter din egen læge med henblik på eventuel henvisning til Søvnklinikken.
Når vi har modtaget din henvisning, bliver den vurderet af en sygeplejerske og eventuelt en speciallæge i neurologi.
Indkaldelse til Søvnklinikken
Du får herefter et indkaldelsesbrev i din e-Boks.
Sammen med indkaldelsesbrevet modtager du et spørgeskema om dit helbred. Det er vigtigt, at du udfylder spørgeskemaet og sender det tilbage senest 2 dage før din konsultation, da dine svar danner grundlag for konsultationen.
Om behandlingen
Narkolepsi er en kronisk sygdom med et vekslende forløb. Sygdommen har hos mange indflydelse på familieliv, uddannelse og erhverv.
Mennesker med narkolepsi har normal levetid, og mange lever en normal tilværelse med uddannelse, erhverv og familieliv suppleret med medicinsk behandling.
Der findes i dag flere lægemidler til behandling af narkolepsi.
Om dagen kan det være en god idé med små hvil på tidspunkter, hvor du plejer at blive træt. Det hjælper som regel at sove et kvarters tid, når du får et søvnanfald.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Rådgivning, spørgsmål eller problemer med udstyr Send sikker mail til Søvnklinikken (åbner i borger.dk, hvor du skal logge ind med MitID), hvis du har brug for gode råd, spørgsmål til din behandling eller oplever problemer med dit udstyr.
Tlf. 78 44 60 62 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-9.30
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1092297
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.