Tilstanden giver smerter ved tilfhæftningen af hulfodssenen på hælbenet. Symptomerne er typisk igangsætningssmerter, herefter let lindring og så igen forværring efter lang belastning og eventuelt også om natten.
Smertestillende har ikke rigtig nogen effekt.
Du kan være hævet og rød i området, men du kan også opleve, at der intet er at se.
Hos nogle strækker symptomerne sig hele vejen rundt om hælen, ned i svangbuen og op til indre ankelkno.
Nogle dage kan du være helt smertefri, mens du andre dage kan være voldsomt forpint, så det for eksempel kan være svært at passe sit arbejde.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Vær opmærksom på
Tilstanden skyldes degeneration og/eller overbelastning af hulfodssenen (fascia plantaris), hvor den hæfter sig på hælbenet (calcaneus). Her kan der være inflammation eller små udrifter i senen. Det er dét, der gør ondt.
Vi ved, at stående/gående arbejde på hårde/kolde gulve øger risikoen for lidelsen. Overvægt giver også øget risiko.
Løbeaktive, der løber mange kilometer flere gange om ugen samt ekstremsport giver også øget risiko.
Typisk er patienterne i alderen 30-60 år.
Irritation af tibialis posterior senen (der er en stor og stærk sene, der runder bagsiden af indre ankelkno og hæfter sig fodens svang) kan minde om hælspore. De to tilstande kan kendes fra hinanden ved eventuel tiltagende platfod eller problemer med at lave hælløft på et ben.
Skade eller irritation af den naturlige stødabsorption i hælens trædepude, hvor fedtvæv er indlejret i søjler af bindevæv. Dette er kroppens egn måde at aflaste på. De store skofirmaer efterligner denne egenskab med gelpuder, luftpuder etc. Der er ingen god behandling ud over aflastning.
Om behandlingen
Der findes ingen god kirurgisk behandling.
Den akutte fase kan med fordel afhjælpes med NSAID (Ibumetin eller lignende, hvis du kan tåle det) suppleret med Omeprazol (piller mod for meget mavesyre) i kombination med aflastning i cirka 14 dage. Herefter hjælper NSAID ikke.
Den kroniske fase har desværre et langvarigt forløb (op til 3-5 år), men prognosen er rigtig god.
Der er mange ting, du kan gøre for at mindske generne fra tilstanden:
Sørg for fodtøj med en formstabil sål, fx moderne løbe- eller vandresko med halvstiv sål og i bløde materialer (stødabsorption).
Anskaf et hælindlæg i silikone, da det yder både lokal aflastning og stødabsorption. Det lille hælløft i sig selv er også aflastning.
Mindsk eventuel overvægt efter bedste evne. Vi ved, at varigt vægttab er meget svært, men det gavner. Kombinér med træning.
Hulfodssenen er anatomisk en fortsættelse af achillessenen og dens muskler. Hælbenet er hos mennesket blot en vægtstang, der sammen med hulfodssenen skal bringe kraften fra achillessenekomplekset til forfoden. Derfor hjælper styrke og smidighedstræning af achillessenen til at mindske generne sammen med udspænding af hasemusklerne. Det vil sige, at du med fordel træne som ved kronisk achillessenebetændelse – se øvelser længere nede i denne vejledning.
Reducér eller ændr belastning, hvis det er muligt. Hvis løb giver gener, så skift til noget andet, fx cykling, og vice versa.
Behandling med binyrebarkindsprøjtning hjælper hos nogen, men det er vigtigt at kombinere indsprøjtningen med specifik træning, ændret belastning, vægttab osv.
Som udgangspunkt tilbyder vi ikke binyrebarkindsprøjtning, da der er en reel risiko for, at hulfodssenen sprænger, hvilket er alvorlig forværring.
Der findes moderne/alternative behandlingsmetoder, som kan have individuel effekt. Det har dog ikke kunnet dokumenteres i studier.
ECSWT: Extra Corporal Shock Wave Therapy – højenergi ultralyds shockbølger.
PRPI: Platelet Rich Plasma Injection – et filtrat af patientens eget blod indsprøjtes omkring hulfodssenen, hvor den er mest irriteret/inflammeret og "heler" skaden. Salgsnavne er AVP/ACP.
Zoneterapi.
Akupunktur.
Ingen af behandlingsmetoderne tilbydes i det offentlige sygehusvæsen, men kan selvfølgelig afvendes privat.
Når du kommer hjem
Øvelserne er som ved achillessenetendinit – se vejledning.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Øvelserne er som ved achillessenetendinit – se vejledning.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/780682
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.