Det er i de fleste tilfælde nødvendigt at operere, for at undgå at bruddet skrider. Typen på bruddet afgør operationsmetoden:
- Et simpelt brud sættes sammen med skinne og skruer.
- Ved et kompliceret brud kan der blive tale om udvendig samling med en såkaldt ringfiksator, eller der kan sættes et marvsøm i. En ringfiksator består af flere ringe, som holder knoglestykkerne på plads med wirer og skruer. De er sat fast i knoglen og forbundet udenpå benet. Du har mulighed for at se et billede af det på hospitalet, hvis du ønsker – bare spørg.
Ved hævelse i benet
Dit ben kan være voldsomt hævet i op til 1 uge efter skaden. Hvis dit ben er voldsomt hævet, skal hævelsen aftage inden operationen.
Vi venter til, at hævelsen har lagt sig for at opnå et bedre resultat og for at minimere komplikationer.
Det kan være nødvendigt at sætte en midlertidig gipsskinne på benet, mens hævelsen aftager.
Andre gange kan det være nødvendigt at operere metalstænger ind i benet for at holde det på plads indtil den endelige operation.
Hvis dit ben er hævet, skal du være sengeliggende indtil operationen. Det betyder, at du er sengeliggende med benet liggende højt. Du må komme ud af sengen, når du skal i bad og på toilettet.
Lægen afgør, hvornår dit ben er klar til en operation.