En mentor er en person, der ud fra sin egen personlige erfaring kan give dig støtte, råd og vejledning i en periode.
Ud over den faglige viden, som personalet tilbyder, kan det være en stor hjælp at tale med et andet menneske, der selv har en rygmarvsskade, og som selv har været igennem samme omvæltning i livet.
En samtale med en mentor er en uformel snak om de mange tanker og overvejelser, der er forbundet med et liv med en rygmarvsskade. Det er et tilbud om gensidig, ligeværdig sparring med et andet menneske, der selv har personlig erfaring og indsigt, og som kan inspirere, motivere og støtte dig i at tage hånd om din nye livssituation.
Ved en sådan samtale er det ikke kun vigtigt, at I begge har en rygmarvsskade. Det er også vigtigt, at I har fælles udgangspunkt på andre områder. Vi har derfor samlet et korps af forskellige mennesker, vi kan kontakte, så vi så vidt muligt kan finde en mentor, der matcher dine ønsker og behov.
Vores mentorer er frivillige og arbejder ulønnet. De er ikke sundhedsfagligt uddannet, men er valgt ud fra deres personlighed og erfaringer.
Mentorerne har tavshedspligt.