Denne vejledning henvender sig til dig, der er indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR).
Formålet med indlæggelsen er, at du skal lære at klare dig bedst muligt, både mens du er indlagt og når du engang bliver udskrevet.
Ikke alt kan trænes indendørs. Derfor er det nødvendigt, at du også kommer ud og oplever, hvordan det fungerer, når du skal bevæge dig rundt uden for centeret.
Vær opmærksom på
I løbet af din indlæggelse på VCR kan der være tilbud om, at du kan deltage i forskellige aktiviteter i Viborg eller nærmeste omegn - alt efter, hvilke interesser og muligheder, du har på det pågældende tidspunkt.
Det kan også være en god idé, at du selv er opsøgende i forhold til muligheder.
Det er en god idé at tage personalet med på råd, når du overvejer at deltage i aktiviteter udenfor VCR. De kan hjælpe dig med at vurdere, om det er forsvarligt og sikkert for dig at deltage.
Du er selv med til at sætte mål for din træning og rehabilitering, mens du er indlagt på VCR. Derfor er det vigtigt, at du selv er bevidst om, hvad der er vigtigt for dig i din hverdag, både mens du er indlagt, og også når du kommer hjem.
Nogle af dine mål kan handle om, hvilke udendørs aktiviteter du sætter pris på. Nogle af dem kan måske afprøves og indgå som en del af træningen, mens du er indlagt.
Vi er allesammen forskellige, og der er stor forskel på, hvilke aktiviteter, vi har lyst til at deltage i.
For nogen er det sjovt at deltage i sport og andre fysisk krævende aktiviteter, mens det for andre er sjovt at gå på café eller i biografen.
For alle gælder det dog, at der er en risiko for, at noget går galt, når man bevæger sig rundt.
Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på eventuelle risici og tager de nødvendige forholdsregler, når du er udenfor VCR og deltager i forskellige arrangementer. Tag hensyn til dig selv og andre.
Det er af stor betydning, at du kommer ud og oplever noget, og det er en rigtig god idé, at du forbereder dig på oplevelsen.
Tal med personalet på VCR om, hvordan du kan forberede dig.
Mere information
I receptionen på VCR kan du finde kort over Viborg og omegn. Personalet kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilke arrangementer, der er aktuelle for dig.
På VisitViborg.dk kan du finde flere oplysninger om Viborg.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.