12-09-2023

Region Midtjylland tilbyder fra 1. oktober vaccination mod influenza og COVID-19 til borgere i målgrupperne. Derfor åbner Hospitalsenhed Midt igen vaccinationscentre i Viborg, Silkeborg og Skive.

Den 1. oktober kan de borgere, Sundhedsstyrelsen har udvalgt som målgrupperne for vaccination, igen blive vaccineret mod influenza og COVID-19 gratis.

Hospitalsenhed Midt står for at tilbyde vaccinationerne i hospitalsenhedens tre optagekommuner – henholdsvis Viborg, Silkeborg og Skive.

- Vi glæder os til at åbne dørene til vores vaccinationscentre igen, og vi ser frem til at tilbyde borgerne i det midtjyske vaccination mod influenza og COVID-19. Vi har heldigvis mange erfaringer med at stikke, åbne og lukke vaccinationscentre, og dem trækker vi selvfølgelig på, når vi nu igen er ved at gøre klar til den store åbningsdag, siger Jønne Engmark, der er leder af vaccinationscentrene i Viborg, Silkeborg og Skive.

Hvem tilbydes vaccination i år

Sundhedsstyrelsen tilbyder fra 1. oktober til 15. januar vaccination mod COVID-19 og influenza til:

  • Børn i alderen 2-6 år (kun influenza og som næsespray)
  • Personer under 65 år som har en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb
  • Personer der er fyldt 65 år eller derover

Borgere, der er i målgrupperne til begge vacciner, kan få de to vacciner samtidig.

Midt i september modtager +65-årige borgere invitation til vaccination i deres e-boks (eller via almindelig post hvis de er fritaget digital post) og kan derefter bestille tid til vaccination på www.vacciner.dk.

Borgere der ikke har MitID, kan kontakte regionens bookingtelefon på telefon 7023 2415.

Vaccinationscentrene samles på én matrikel

Tidligere erfaring viser, at der er rift om de første vaccinationstider, og så kan der pludselig blive meget stille i vaccinationscentrene. Derfor er det besluttet, at vaccinationscentrene i Silkeborg og Skive lukker igen, når efterspørgsel er aftaget. Derefter fortsætter vaccinationscentret i midten af optageområdet – nemlig i Viborg – med at holde åbent i vaccinationsperioden frem til 15. januar og står således også for at vaccinere eventuelle skibonitter og silkeborgensere i den sidste del af perioden.

- Vi opfordrer borgerne i Silkeborg og Skive til at holde sig til og få bestilt den først ledige tid til vaccination. For når det første store ryk af aftaget samler vi vaccinations-aktiviteterne på matriklen i Viborg. Det betyder, at borgere i Silkeborg og Skive får lidt længere transport til nærmeste vaccinationscenter i den sidste del af vaccinationsperioden, lyder det fra Jønne Engmark.

Når Hospitalsenhed Midt kender datoen for lukningen af vaccinationscentrene i Silkeborg og Skive varsles nedlukningen, så de sidste borgere får en ekstra chance for at nå at blive vaccineret i de to byer.

Adresser: 


Vaccinationscenter Viborg

Vestervangsvej 4A, st.

8800 Viborg

-----

Vaccinationscenter Silkeborg

Stagehøjvej 1

8600 Silkeborg

-----

Vaccinationscenter Skive

Engvej 3B

7800 Skive

-----

www.corona.hemidt.dk