Nye ungerum giver bedre rammer for de unge patienter
To sengestuer og et opholdsrum designet og skræddersyet til unge patienter blev mandag indviet på Regionshospitalet Viborg.
De nye ungerum blev mandag indviet med snoreklip og reception. Se flere billeder nederst på siden. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
29-08-2023
To sengestuer og et opholdsrum designet og skræddersyet til unge patienter blev mandag indviet på Regionshospitalet Viborg. Projektet er blevet muligt med støtte fra det velgørende Knus Kræft-initiativ.
- Det er blevet meget bedre, end jeg havde forestillet mig, konstaterer Astrid Christensen, mens hun ser sig omkring i det nye ungerum på Regionshospitalet Viborg.
Ved siden af den rød-brune sofa står et bordfodboldbord klar til leg, mens endevæggen er tapetseret med et overdimensioneret verdenskort. Loftet er malet i en støvet blå tone og skaber sammen med det træ-lignende gulv og træreolerne en helt anden stemning end tidligere.
- Mere hjemlig, konstaterer Astrid Christensen.
Hun har som kronisk syg haft sin gang på Regionshospitalet Viborg, siden hun var 7 år, og har som medlem af Børn og Unges Ungepanel været med til at bestemme, hvordan de nye rammer til afdelingens unge patienter skulle se ud. Men at projektet overhovedet har kunnet lade sig gøre skyldes ene og alene en gavmild donation fra Knus Kræft, som er et samarbejde mellem Peter Larsen Kaffe, racerkører Tom Kristensen og den velgørende fond KidsAid.
Et eventyr med flere helte
Historien om de nye ungerum er på mange måder som et eventyr med flere helte, fortalte chefsygeplejerske i Børn og Unge Ann Bossen Herling i sin tale, da de nye ungerum mandag blev indviet. Det er historien om en ledelseskollega fra en anden afdeling, som så en mulighed og formidlede kontakt. Om kaffedirektøren, som gerne ville gøre noget godt for syge børn og unge, og om racerkøreren og lokale erhvervsfolk, som bakkede op med midler.
- Men de virkelige helte er vores unge patienter, som har hjulpet med viden om, hvordan vi indretter rummene, så de passer bedst til jer. Tusind tak for jeres bidrag, lød chefsygeplejerskens tak til afdelingens ungepanel.
Bedre plads til ungt liv
Med donationen fra Knus Kræft har Regionshospitalet Viborg ud over ungerummet med plads til ophold og en tilhørende altan også fået to nyrenoverede patientstuer skræddersyet til unge patienter. Med "trægulve", farver på loftet, behagelige stole til gæsterne og udsmykning på væggene og et kækt roomservice-skilt ved kaldesnoren til sygeplejerskerne.
- Det er blevet rum, som man kunne have lyst til at invitere sin ven eller veninde ind i, konstaterer direktør i Peter Larsen Kaffe Claus Bertelsen tilfreds.
Og den vurdering deler Astrid Christensen fra hospitalets ungepanel. For hende og de andre unge patienter betyder det meget, at de nu har fået deres egne rum, hvor Peter Plys-bamser og småbørnsudsmykning er skiftet ud med en stil, der passer bedre til deres aldersgruppe.
- Som kronisk syg, får du tit at vide, at det er synd for dig. Men det kan vi jo ikke bruge til så meget. Her er der faktisk nogen, der har gjort noget for os og for at vi skal føle os mere hjemme og tilpas. Det er vi meget glade for.