Regionshospitalet Viborg har fået ny PET/CT-skanner
Selv om vægten af PET/CT-skanneren overgik den maksimale vægt for nogle af elevatorerne i akutcentret på Regionshospitalet Viborg, så finder de ansatte altid en vej for nyt udstyr (privatfotos).
21-03-2023
Fysiologisk Klinik på Regionshospitalet Viborg modtog forleden en af de helt store gaver fra ønskesedlen – nemlig en ny PET/CT-skanner. Når skanneren er i drift, er forventningen, at den kan nedbringe ventetiden for PET/CT-skanninger væsentligt.
Den nye PET/CT-skanner er Fysiologis anden PET/CT-skanner, og den vil i løbet af den kommende tid bliver samlet og installeret. Den forventes at være taget i brug senest den 15. maj. Men først skal den bestå en række kvalitetskontroller, før den er klar til at indgå i den daglige drift.
Afdelingens første PET/CT-skanner fra 2019 er en MI5, mens den nye PET/CT-skanner er en MI6. Det betyder, at det med den nye skanner er muligt at skanne i 30 cm bredde, hvor den gamle "kun" kan skanne i 25 cm bredde. Det vil sige, at skanningen kan foretages hurtigere med samme diagnostiske kvalitet som den gamle.
Skannerrummet er allerede klar til den 4000 kg tunge PET/CT-skanner, da den har været en del af planen fra byggeriet af akutcentret. Det betyder blandt andet, at der er 20 cm stråleabsorberende glas mellem skannerrum og betjeningsrum.