21-11-2023

Gennem inspiration fra blandt andet fødestuer har personalet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter skabt et hvile- og soverum på Sengeafsnit 3. Rummet er til gavn for patienter med en svær hjerneskade, der ofte lider af søvnproblemer. Søvnproblemer kan nemlig påvirke patienternes rehabiliteringspotentiale negativt.

Vægge og skabe i det nyindrettede rum har fået en beroligende blå farve, sengene har fået blåt sengetøj, og gulvet er blevet skiftet, så det ligner trægulv. Ved at bruge lys og musik på forskellige måder kan de skabe beroligende omgivelser for patienterne, der er tilpasset den enkelte patients behov. Patienterne har også en gyngestol, tyngdedyner og kugledyner til rådighed, der stimulerer sanserne og kan skabe ro.

Rummet er skabt ud fra principperne om helende arkitektur og integration af sanserne, der har en beroligende effekt på nervesystemet.