Undersøgelse og behandling samme dag giver effektive forløb og mindre bekymring
Kvinder med blødning efter overgangsalder kan nu få udredning og behandling samme dag på Regionshospitalet Viborg.
Det kræver en holdindsats med mange forskellige fagligheder, når et patientforløb skal omlægges. På billedet ses en del af Kvindesygdomme og Fødslers team, som har været med til at skabe et mere effektivt forløb for patienter med postmenopausal blødning. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Regionshospitalet Viborg
09-01-2023
Kvinder med blødning efter overgangsalder kan nu få udredning og behandling samme dag på Regionshospitalet Viborg. Kvindesygdomme og Fødsler har optimeret forløbet for at skåne patienterne for en ekstra tur på hospitalet og unødig bekymring og ventetid.
Færre ture til hospitalet, hurtigere afklaring og ikke mindst kortere tid til bekymring. Det er nogle af gevinsterne, efter at afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Viborg har ændret og optimeret patientforløbet for kvinder med såkaldt postmenopausal blødning – altså uprovokeret vaginal blødning efter overgangsalderen.
- Når kvinder pludselig begynder at bløde mere end et år efter deres sidste menstruation, skal det undersøges for blandt andet at kunne udelukke kræftsygdom. Det betyder, at kvinderne automatisk ryger i et kræftpakkeforløb, og det giver selvfølgelig anledning til bekymring hos patienterne. Derfor er det ikke lige meget, om de skal vente nogle uger mere eller mindre på en afklaring, fortæller overlæge Reem Al-Taie fra Kvindesygdomme og Fødsler.
Sammen med afdelingslæge Mathias Gottshalck og kollegerne fra Kvindesygdomme og Fødsler har hun derfor kigget patientforløbet igennem og fundet frem til et mere effektivt set up.
Undersøgelse og behandling samme dag
- Hidtil har forløbet været sådan, at vi først har indkaldt kvinderne til en undersøgelse, og herefter har de fået en ny tid til vævsprøve eller operation. Nu klarer vi begge dele i samme omgang og endda på en mere skånsom måde end tidligere, forklarer Reem Al-Taie.
I praksis betyder det, at kvinderne efter henvisning fra deres praktiserende læge bliver indkaldt til en udvidet undersøgelse på hospitalet. I forbindelse med undersøgelsen, kan lægen samtidig tage en vævsprøve fra livmoderen, så den med det samme kan blive sendt til analyse for eventuelle kræftsceller. Viser det sig allerede ved undersøgelsen, at årsagen til blødningen er en polyp, kan lægen desuden fjerne polyppen med det samme, så patienten sparer et besøg på hospitalet og samtidig kan slippe bekymringerne for mere alvorlig sygdom.
- Vi oplever, at kvinderne kan være meget nervøse og bekymrede, så vi er rigtig glade for, at vi nu kan hjælpe dem hurtigere videre – enten til yderligere behandling eller til afslutning og afklaring med det samme. Og vi får rigtig god respons fra patienterne på det nye forløb, siger Reem Al-Taie.
Holdindsats bag ændring
Umiddelbart kan det lyde simpelt at slå to besøg sammen, men i praksis kræver det en del ændringer og en fleksibel holdindsats for at få det til at lykkes.
- Det er en del arbejdsgange, der skal ændres, og med den nye model, ved vi jo ikke på forhånd, hvilket indgreb, der er behov for at udføre, når patienten kommer. Så det kræver også nogle dygtige og fleksible sygeplejersker, der kan gå til og fra opgaven efter behov, så vi får udnyttet vores ressourcer bedst muligt. Ligesom sekretærerne også er en vigtig del af opgaven, fortæller Reem Al-Taie.
For afdelingen betyder ændringen i første omgang, at der skal sættes mere tid af til den udvidede undersøgelse. Til gengæld sparer afdelingen tid i den anden ende ved ikke at skulle genindkalde patienterne til yderligere behandling.
- I sidste ende er der også en tidsbesparelse for os, men den største gevinst er, at vi kan give patienterne en bedre og hurtigere behandling og i en del tilfælde spare dem for unødige bekymringer, konstaterer Reem Al-Taie.
Kvindesygdomme og Fødsler gennemfører typisk godt og vel 100 udredninger og behandlinger for postmenopausal blødning om året.