Animationsfilm øger evnen til at forstå sundhedsinformation
Animationsfilm giver borgere med lænderygsmerter mere viden om eget helbred. Det viser forskningsprojektet Animation på Tværs.
Sygeplejerske Sisse Pedersen fortæller, at Lægehuset Skive har haft succes med at vise animationsfilm om lænderygsmerter til patienterne. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
22-08-2024
Animationsfilm giver borgere med lænderygsmerter mere viden om eget helbred samt en bedre oplevelse på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet. Det viser forskningsprojektet Animation på Tværs.
Det omfattende forskningsprojekt, Animation på Tværs, har undersøgt, om animationsfilm kan hjælpe borgere med lænderygsmerter til at forstå mere af den information, som de modtager fra sundhedsvæsenet.
Animation på Tværs er blevet gennemført i et samarbejde mellem Hospitalsenhed Midt samt Silkeborg, Viborg og Skive Kommuner – og involverede 502 borgere med lænderygsmerter, syv forskellige almene praksisser, tre genoptræningscentre, samt medicinsk og kirurgisk rygklinik på Regionshospitalet Silkeborg.
Sundhedschef i Viborg Kommune, Kristine Stange fremhæver, at Animation på Tværs er et eksempel på, hvor frugtbart samarbejdet mellem kommuner, almen praksis og hospitalsvæsen kan være.
- Animationsfilmene tydeliggør over for patienter med lænderygsmerter, at der er en sammenhæng i, hvad de bliver tilbudt forskellige steder i sundhedsvæsenet. Desuden hjælper animationsfilmene patienterne med at indgå aktivt i at håndtere eget forløb og sundhed, siger Kristine Stange.
Husker og forstår bedre
Næsten én million danskere lever ifølge Sundhedsstyrelsen med lænderygsmerter, og de fleste mennesker oplever at have lænderygsmerter i kortere eller længere perioder af deres liv. Det er smerter, som både kan give nedsat funktionsevne, tab af livskvalitet samt svækket eller endda ingen arbejdsevne.
Samtidig koster lænderygsmerter årligt sundhedsvæsenet over syv milliarder kroner i ekstraomkostninger til behandling, pleje og medicin.
Det er derfor vigtigt, at borgere med lænderygsmerter har tilstrækkelig viden om deres tilstand, så risikoen for blandt andet et utilfredsstillende behandlingsforløb og gentagne indlæggelser på hospitalet bliver formindsket.
- Animation på Tværs viser, at animationsfilm har et stort potentiale med henblik på at forbedre borgernes evne til at huske sundhedsinformation. Animationsfilm kan altså være en effektiv metode til at formidle information fra både hospital, praktiserende læge og kommune til borgere med længerygsmerter - men også til mange andre diagnosegrupper, siger Steffen Hansen, som er forsker og tilknyttet Universitetsklinik for Interdisciplinære Ortopædkirurgiske Forløb, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.
Han forklarer, at forskningsprojektet desuden giver forståelsen for, hvordan man får det største udbytte, når man udvikler og implementerer animationsfilm i sundhedsvæsenet.
Godt forberedt
En af de borgere, som er blevet præsenteret for animationsfilmene, er 42-årige Martin Hyldgaard fra Skive.
Martin Hyldgaard så animationsfilmene på en tablet i lægens venteværelse, mens han på grund af smerter i lænden ventede på at blive tilset.
- Animationsfilmene gjorde, at jeg følte mig bedre forberedt inden mit lægebesøg, og jeg havde nemmere ved at forstå den information, som min læge gav mig. Jeg tænker, at animationsfilmene er særligt gode for dem, som har svært ved at læse og forstå dansk, men de fungerede også fint som et supplement til mit behandlingsforløb, siger Martin Hyldgaard.
Ser færre patienter
I Lægehuset i Skive er der rigtig gode erfaringer med at benytte animationsfilmene om lænderygsmerter.
- Animationsfilmene har gjort, at vi i visitationen er klædt fagligt bedre på, når patienter med lænderygsmerter ringer ind. Samtidig er patienterne generelt meget motiverede for at se animationsvideoerne, siger sygeplejerske Sisse Pedersen.
Hun forklarer, at animationsfilmene har været medvirkende til, at mange patienter kan få hjælp uden at skulle have en tid hos den praktiserende læge.
- Vi ser langt færre patienter med lænderygsmerter, end vi gjorde tidligere. Det betyder også, at vi kan bruge tiden på de patienter, som i høj grad har behov for lægefaglig hjælp, siger Sisse Pedersen, som fortæller, at animationsfilm om lænderygsmerter bliver vist på en skærm i lægehusets venteværelse.
Alle 12 animationsfilm er frit offentligt tilgængelige på web-adressen: www.lænd.dk
Tidspunkt, omgivelser og indhold
Ifølge forskningsprojektet Animation på Tværs tyder det på, at især to faktorer påvirker animationsfilmenes mulighed for at forbedre borgernes evne til at huske sundhedsinformation:
- At borgerne ser animationsfilmene på tidspunkter, hvor de er mest modtagelige for information og ikke bliver distraheret af omgivelserne.
- At indholdet i animationsfilmene er tilpasset specifikke målgrupper og stadier i behandlingsforløbet. Ellers kan filmene opleves som irrelevante og virke forstyrrende i stedet for informerende.