Nyudnævnt lektor skal være med til at udvikle universitetsklinik på Regionshospitalet Silkeborg
Camilla Blach Rossen er netop tiltrådt i et lektorat, hvor hun skal bidrage til forskningsindsatsen inden for det ortopædkirurgiske område.
Camilla Blach Rossen er ny lektor i universitetsklinikken i Center for Planlagt Kirurgi. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
24-04-2024
Camilla Blach Rossen er netop tiltrådt i et lektorat, hvor hun skal bidrage til forskningsindsatsen inden for det ortopædkirurgiske område på Regionshospitalet Silkeborg. Den nye lektor er tilknyttet den nye universitetsklinik, der for nylig er blevet etableret i Center for Planlagt Kirurgi.
Med udnævnelsen af den nye lektor styrkes forskningen i patienters forløb inden for planlagt ortopædkirurgi. Camilla Blach Rossen fortsætter i lektoratet den forskning, hun igennem mange år har været en del af, hvor forskerne kigger på hele patienternes forløb både før, under og efter deres operation. Men også på tværs af deres forløb i sundhedsvæsenet hos praktiserende læger, kommune og hospital samt deres forløb som en del af deres hverdagsliv.
Camilla Blach Rossen er oprindeligt uddannet sygeplejerske og er i dag forskningsansvarlig sygeplejerske på hospitalet i Silkeborg. Hun har en ph.d.-grad og har arbejdet som forsker igennem en årrække. Nu er hun klar til at tage hul på et nyt kapitel som lektor, der blandt andet indebærer, at hun nu kan være hovedvejleder for ph.d.-studerende.
Øget fokus på sygeplejens rolle
- Jeg kommer som lektor til at øge mit fokus på sygeplejens rolle ind i ortopædkirurgiske patientforløb. Det har altid været patienterne, der har mit hjerteblod, og det er det fortsat. Derfor er det en vigtig drivkraft for mig, at vi igennem forskningen får viden, der danner grundlag for, at vi kan skabe de bedste forløb for patienterne, og forløb som understøtter det enkelte menneske, siger den nyudnævnte lektor Camilla Blach Rossen og fortsætter:
- Patienterne skal kunne leve et meningsfuldt liv med de muskelskeletale udfordringer, de nu engang har. Det er vigtigt, at vi med udgangspunkt i forskningen får lavet forløb, der tager udgangspunkt i, hvilke ressourcer patienterne har, så de kan hjælpe sig selv bedst muligt til at leve meningsfulde liv. De ressourcer, de har, skal vi understøtte gennem den indsats, vi yder i sundhedsvæsenet. Derfor er det vigtigt for mig at inddrage patienter, pårørende og personale i min forskning, da det er helt essentielt at inddrage dem, der ved allermest om, hvilke udfordringer patienterne har, og hvilke løsninger der i dag findes, og hvilke der mangler.
Ny lektor har fokus på kliniknær forskning
Professor Mette Terp Høybye står i spidsen for universitetsklinikken i ortopædkirurgiske forløb, hvor Camilla Blach Rossens lektorat er forankret.
- Med lektoratet fortsætter Camilla Blach Rossen på flotteste vis sin forskning, der bidrager med vigtige indsigter i patienternes oplevelser og behov i forløb på tværs af sektorer i sundhedsvæsnet. Det er en væsentlig opkvalificering af den sygeplejefaglige forskning i Universitetsklinikken i Center for Planlagt Kirurgi, hvor Camilla nu kan bidrage endnu mere aktivt i vejledning af vores forskerspirer og dygtige ph.d.-studerende, lyder det fra Mette Terp Høybye.
Camilla Blach Rossens forskning skal være med til at afdække, hvordan der skabes effektive, optimerede og sammenhængende forløb, der danner baggrund for, at patienterne får meningsfulde liv. Forskningen skal bidrage til patienternes egenhåndtering af deres muskelskelet lidelse.
Patienter skal ikke være kastebold i systemet
Camilla Blach Rossen beskæftiger sig blandt andet med egenhåndtering i sin forskning inden for rygområdet. Hun fortæller, at rygpatienter ofte oplever, at deres forløb er usammenhængende, og de får forskelligrettet information om, hvad de skal gøre for at få det bedre.
Det har store konsekvenser for deres forudsætninger for at få det bedre. Derfor er det vigtigt, at der bliver arbejdet på at skabe mere sammenhængende forløb, hvor alle sektorer og fagpersoner arbejder sammen om at lave en rød tråd i forløbene, så de ikke går fra en part til en anden og tredje, og her kan de få tre forskellige meldinger om, hvad de skal gøre. Det er et stort problem i dag, da patienterne jo gerne vil have førertrøjen på i deres sygdom, og det vil den nye lektor gerne bidrage til, at de kan få.
- Jeg kommer som lektor til at fortsætte i det spor, jeg allerede beskæftiger mig med, hvor vi skal blive bedre til at bruge den viden, vi allerede har, og så få den implementeret i patienternes forløb. Og så skal vi forske i, hvordan forløbene fungerer, så vi kan justere dem efter den nye viden, vi får igennem vores forskning, lyder det fra Camilla Blach Rossen.