Uwe M. Pommerich forsvarer sin ph.d.-afhandling 4. november. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

29-10-2024

Uwe M. Pommerich forsvarer 4. november sin ph.d.-afhandling ved Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Projektet undersøger rehabiliteringsprognosen for patienter med erhvervet hjerneskade.

Selvstændighed og selvhjulpenhed er vigtige mål under rehabilitering for de ca. 20.000 danskere, der årligt bliver ramt af en hjerneskade.

I et ph.d.-projekt har Uwe M. Pommerich undersøgt cirkulær genanvendelse af rutinemæssigt indsamlede sundhedsdata som grundlag for en prognose, der kan bidrage til at forudsige den mest sandsynlige grad af selvstændighed for personer med erhvervet hjerneskade efter rehabilitering.

Ved at anvende data, som allerede eksisterer, vil tidligere patienters rehabiliteringsforløb systematisk kunne levere viden til fremtidige rehabiliteringsforløb til gavn for kommende patienter.

En prognose vil kunne understøtte f.eks. realistisk målsætning, klinisk ekspertise og forberedelsen på livet efter udskrivelse fra rehabilitering.

Forsvaret er offentligt

Projektet er gennemført i fire delstudier. Studierne har bl.a. undersøgt eksisterende prognosemodeller systematisk for deres anvendelighed, og estimeret en gennemsnitlig og en personspecifik prognose for graden af selvstændighed på baggrund af ca. 6.500 rehabiliteringsforløb. Derudover er mortalitetsrisikoen efter endt rehabilitering undersøgt.

Alle studier forventes udgivet i fagfællebedømte tidsskrifter. Et studie er allerede publiceret i tidsskriftet "Journal of Clinical Epidemiology". 

Ph.d.-projektet er tilknyttet Aarhus Universitet, Health, og bærer titlen "Using personal health data for the prognosis of functional independence and beyond - Experiences from a specialised neurorehabilitation clinic treating patients with acquired brain injury".

Ph.d.-forsvaret er åbent for alle. Det finder sted mandag 4. november kl. 14 i Mødelokale 3, Regionshospitalet Hammel Neurocenter (Indgang A), Voldbyvej 15, 8450 Hammel.