Regionshospitalet Viborg er Danmarks bedste til at lave rekonstruktioner af korsbånd
Dagens Medicin har netop kåret Danmarks bedste til at rekonstruere korsbånd, og Regionshospitalet Viborg topper listen på en delt førsteplads.
01-03-2024
Dagens Medicin har netop kåret Danmarks bedste til at rekonstruere korsbånd, og Regionshospitalet Viborg topper listen på en delt førsteplads.
En stor indsats med optimeret registrering har båret frugt for Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg. Dagens Medicin kårer hvert år Danmarks bedste hospitaler inden for en lang række af behandlingsområder, og prisen som Danmarks bedste til rekonstruktion af korsbånd bliver givet ud fra korsbåndsdatabasen, hvor hospitalerne indberetter løbende om blandt andet kontrol efter operation.
- Vi er naturligvis meget stolte og glade over, at vi har placeret os bedst i Danmark. Æren for de gode resultater skal først og fremmest tilfalde medarbejderne for deres målrettede og dedikerede indsats. Lige fra afdelingens fysioterapeuter, som er med inde over patienten både før og efter korsbåndsoperationen, til operationssygeplejerskerne og lægerne, som konstant udvikler og forfiner operationsmetoderne. Det er i den grad med til at højne niveauet. Også fysioterapeuterne i de kommunale genoptræningscentre, som tager over, når hospitalet "slipper" patienterne, skal have del i æren. Vi har gennem flere år været igennem en indsats for at forbedre alle forhold omkring patientforløbet, hvor vi også har haft fokus på at få registreret korrekt til databaserne, siger Steen Olesen, der er cheflæge i Ortopædkirurgi.
Tidligere har afdelingen haft udfordringer med, at mange korsbåndspatienter ikke dukkede op til den planlagte kontrol et år efter operationen. Dermed havde afdelingen heller ikke mulighed for at måle og registrere patienternes resultater efter operationerne, ligesom afdelingen ikke kunne indberette resultaterne til korsbåndsdatabasen.
Gennem en målrettet indsats har medarbejderne i Ortopædkirurgi formået at få flere patienter til også at møde op til den afsluttende kontrol ét år efter korsbåndsoperationen.
Regionshospitalet Viborg laver rekonstruktioner af korsbånd både for patienter i eget optageområde og for korsbåndspatienter fra Regionshospitalet Randers' optageområde.