Der var masser af rosende ord, da Center for Planlagt Kirurgi tirsdag fik overrakt Athenaprisen for podcasten "Om at få et kunstigt knæ" af Dansk Sygeplejeråd og Bauta Forsikring. Se flere billeder fra prisoverrækkelsen nederst på siden. Foto: Rikke Dueholm

26-11-2024

Center for Planlagt Kirurg på Regionshospitalet Silkeborg vinder årets Athenapris for podcasten ”Om at få et kunstigt knæ”. Podcasten er med til at skabe mindre ulighed i sundhed og er samtidig et godt eksempel på, hvordan sygeplejersker sammen med kolleger fra andre faggrupper finder på nye, gode løsninger til gavn for patienterne, lyder begrundelsen.

Athenaprisen er stiftet af Bauta Forsikring og Dansk Sygeplejeråd, og det er femte gang, prisen uddeles. Prisen har til formål at belønne innovative sygeplejefaglige indsatser, der omsætter et eller flere af FN’s verdensmål til lokale indsatser og forandringer. Center for Planlagt Kirurgi vinder prisen, fordi de med podcasten om knæoperationer er med til at mindske uligheden i sundhed og gøre barriererne mellem sundhedsvæsen og borgere mindre.

- Med podcasten har I sammen med andre gode kolleger udviklet en podcast, der gør jeres faglighed og viden lettere tilgængelig for patienterne. Det er et godt tilbud til alle patienter, men i særdeleshed for dem, som af forskellige årsager kan have svært ved at finde rundt i information og tilbud fra sundhedsvæsenet, sagde forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg i forbindelse med prisoverrækkelsen i Silkeborg tirsdag eftermiddag.

Trygt og intimt rum

Podcasten ”Om at få et kunstigt knæ” er udviklet af Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospital Silkeborg og Center for Kompetenceudvikling i Region Midtjylland og er skabt i et tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersker, læger og fysioterapeuter med inddragelse af patienter. I podcasten giver de blandt andet gode råd til, hvordan patienterne bedst forbereder sig på operation, og hvad de kan forvente efter operationen.

- Det er en rigtig god måde at bruge et moderne medie som podcast. Vi har særligt hæftet os ved, at I ikke kun lader de faglige stemmer komme til orde men også giver plads til patienterne i jeres podcast og på den måde får skabt et trygt og intimt rum til gavn for andre patienter, sagde Dorthe Boe Danbjørg til dagens prisvindere.

Hun håber, at vinderprojektet fra Silkeborg kan inspirere andre til at benytte samme løsning andre steder i landet:
- For innovation er ikke kun at opfinde nyt - det er også at kopiere de gode løsninger, som andre har fundet på.

6300 aflytninger

Podcasten fra Silkeborg er ind til videre afspillet 6300 gange. I samme periode har Center for Planlagt Kirurgi gennemført omkring 1000 kunstigt knæ-operationer. Det tyder på, at podcasten allerede i dag kommer ud til både hospitalets egne patienter og til patienter andre steder i landet.

Med dagens pris får holdet bag podcasten endnu et skulderklap og anerkendelse af indsatsen. Og det gør indtryk, erkender sygeplejerske og forløbskoordinator i Center for Planlagt Kirurgis knæ-sektor, Helle Kjær Hvidtfeldt.

- Vi er utroligt stolte over at få prisen, og det betyder særligt meget for os, at det er en af vores kolleger, der har indstillet os. Det viser, at de kan se værdien i det, vi har lavet, og at det giver mening for dem - og den anerkendelse er vi meget glade for. Samtidig er jeg som sygeplejerske utrolig glad for at få sat fokus på, hvordan vi med vores faglighed kan bidrage med udvikling og nytænkning, siger Helle Kjær Hvidtfeldt, der er en af initiativtagerne til podcasten.

Hvis du har lyst, kan du hører podcasten ”Om at få et kunstigt knæ” her: https://www.spreaker.com/podcast/om-at-fa-et-kunstigt-knae--5847693

Om Athenaprisen

  • Prisen er stiftet af Bauta Forsikring og Dansk Sygeplejeråd i 2020
  • Prisen belønner innovative sygeplejefaglige indsatser, der omsætter FNs verdensmål om bæredygtig udvikling til lokale mål og handlinger og ”gør verdensmål til hverdagsmål”
  • Med prisen følger 50.000 kroner og en lille uglefigur
  • Athemaprisen er opkaldt efter den græske gudinde for visdom og Florence Nightingales ugle af samme navn
  • I år blev prisen uddelt til to modtagere: Bispebjerg Hospital og Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg
  • Center for Planlagt Kirurgi vinder for podcasten ”Om at få et kunstigt knæ”.

Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}