Skive-professor får international pris
Professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg har netop modtaget den prestigefyldte pris ”José Maria Dexeus Medal".
Peter Humaidan fik prisen ved den internationale DEXEUS-konference i Barcelone. Privatfoto
02-05-2024
Professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive har netop modtaget den prestigefyldte pris ”José Maria Dexeus Medal" ved den internationale DEXEUS-konference i Barcelona. Peter får prisen for sit store bidrag til forskning inden for fertilitetsområdet.
Forskning på hospitalet i Skive har haft stor betydning for kvinder i fertilitetsbehandling verden over. Det er en del af baggrunden for, at professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken i Skive forleden kunne tage imod den internationale pris ”José Maria Dexeus Medal".
I begrundelsen for prisoverrækkelsen peger komiteen blandt andet på Peter Humaidans dedikerede forskning i overstimulering i forbindelse med IVF-behandling, også kendt som reagensglasbehandling.
Forskning førte til ændret behandling
Sammen med kolleger og patienter på klinikken i Skive har Peter Humaidan blandt andet gennemført 10 års forskning i netop overstimulering, og resultaterne har ført til en ændret behandlingsprotokol, som har reduceret risikoen for overstimulering markant.
Det betyder, at kvinder verden over i dag ikke i samme grad som tidligere behøver at frygte overstimulering og de gener og smerter, der følger tilstanden, som i yderste konsekvens kan være livstruende.
- Så prisen er på mange måder et eksempel på, at man kan skabe store og væsentlige resultater, uanset hvor i verden, man befinder sig. Hvis bare man er vedholdende og tålmodig og har et godt og dygtigt hold med sig, siger Peter Humaidan og sender i den forbindelse en stor tak til sine kolleger på Fertilitetsklinikken.
Anerkendelse fra fagfæller
Peter Humaidan har været ansat på Fertilitetsklinikken i Skive siden 1997, kun afbrudt af en 2-årig afstikker til Odense. Gennem årene har han publiceret flere end 200 forskningsartikler i videnskabelige tidsskrifter og er i dag blandt verdens mest citerede forskere. Alligevel betyder prisen fra DEXUS-konferencen en del for ham.
- Den er jeg meget, meget stolt over at få. Det er altid rart at få anerkendelse, men det betyder jo også noget, hvem man får den fra. Og her kommer den fra nogle store, internationale spillere og virkelig dygtige kolleger, så det gør selvfølgelig et særligt indtryk, siger Peter Humaidan.
Peter Humaidan fik prisen overrakt på den internationale DEXEUS-konference i Barcelona, hvor 700 engagerede forskere og fagfolk deltog.