Den nye udgave af olivenknoppen sørger for, at nyfødte og småbørn har frie luftveje. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

07-05-24

Fostervand, gylp eller snot kan give nyfødte og småbørn problemer med at trække vejret. Nu er der blevet udviklet en bedre udgave af det vigtige redskab, olivenknoppen, som læger og sygeplejersker bruger til at sikre børn frie luftveje.

En efterårsdag sidste år i ”kvalitetshulen” på afdelingen Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg opstod en idé.

Idéen var så god, at den nu har ført til nye og forbedrede versioner af de såkaldte olivenknopper - og dermed bliver patientsikkerheden styrket endnu mere på Region Midtjyllands børneafdelinger. 

Olivenknoppen er et redskab, som bliver brugt på nyfødte og småbørn til at suge sekret ud af næse og mund. Det kan for eksempel være snot, fostervand og gylp, og olivenknoppen hjælper børnene med at få frie luftveje og dermed til at kunne trække vejret bedre.

Det var oversygeplejerske Marianne Eg og specialeansvarlig sygeplejerske Lene Hald Kristiansen fra Børn og Unge i Viborg, som gik videre med idéen. Første skridt var at kontakte Test- og Udviklingscenter for Velfærdsteknologi (TUCV), som er ejet af Hospitalsenhed Midt og Viborg Kommune.

Afsnit for Syge Nyfødte og Tidligt Fødte havde tidligere fået hjælp af TUCV til at få 3D-printet nogle skeer, som bliver udleveret til forældre, når de skal dosere medicin i ekstremt små mængder til deres børn.

Nu var spørgsmålet, om TUCV også kunne benytte 3D-print til at skabe en fysisk udgave af en ny olivenknop. Behovet var opstået, fordi den eksisterende olivenknop ikke længere blev produceret, og derfor ville lageret på Regionshospitalet Viborg på et tidspunkt være tømt.

- Vi kontaktede Peter Astrup, som er leder for TUCV, og han var straks med på at holde et møde for at drøfte idéen. Han sagde, at han ville tage sin ”krøllede hjerne” Kurt Kirkeby med, siger Marianne Eg med et smil.

Kurt Kirkeby er projektleder og har over 15 års erfaring med at udnytte 3D-print.

Stor interesse

Kravene til den nye olivenknop var, at den skulle være så gennemsigtig som overhovedet mulig. På den måde kan sygeplejerskerne se farven på det sekret, der bliver suget ud af barnets næse.

Desuden skulle olivenknoppen være uden skarpe kanter, passe godt til sugeslangen og være fremstillet i et nænsomt materiale, som kan tåle den kliniske rengøring.

De krav mente Kurt Kirkeby godt, at han kunne opfylde.

Marianne Eg var efterfølgende i dialog med hospitalerne i Region Midtjylland, og det viste sig, at alle børneafdelinger havde stor interesse i at få den nye olivenknop gjort til virkelighed.

- På børneafdelingen i Aarhus ville de tilmed gerne have udviklet en olivenknop mere. Det skulle være en mindre udgave, fordi de har børn indlagt, som vejer helt ned til 500-700 gram, siger Marianne Eg, som roser samarbejdet med TUCV til skyerne.

- TUCV kunne klare det hele, og det er fantastisk. Nu har vi en forbedret udgave af olivenknoppen i to forskellige størrelser, siger Marianne Eg.

Brug for at tænke nyt

Marianne Eg fortæller, at olivenknopperne er et nicheprodukt i hospitalsverdenen. De blev i mange år fremstillet i glas og blev mundblæst af én bestemt mand. Han leverede olivenknopperne til en dansk virksomhed, som solgte dem videre til blandt andet Regionshospitalet Viborg.

Glasudgaven fungerede generelt godt, men der var også ulemper forbundet med den.

- Hvis der var noget snot, som havde siddet lidt tid i slangen, så kunne olivenknoppen sætte sig fast. Når vi så skulle hive for at få den fri, kunne den gå i stykker, og vi kunne skære os på den. Desuden måtte den ikke bruges på børn med tænder, siger Marianne Eg.

Produktionen af glas-olivenknopperne stoppede, fordi den selvstændige håndværker gik på pension. Ingen andre kunne overtage opgaven.

- Som alternativ fik vi via en amerikansk virksomhed leveret nogle masseproducerede olivenknopper i plastic, men de var ikke et godt redskab for os. De var skarpe i kanterne, og det skal de ikke være, når vi har med bittesmå børn at gøre. Desuden kunne de kun anvendes én gang, inden de skulle kasseres, så det var en dyr løsning, som heller ikke var bæredygtig, siger Marianne Eg.

Indstillet til pris

Næste skridt er, at den nye olivenknop skal distribueres til alle hospitaler i Region Midtjylland. I første runde har TUCV produceret cirka 650 styk. Håbet er, at der kan laves en aftale med en virksomhed, som kan overtage produktionen fremover.

- Det vigtige for os var hurtigt at finde en løsning på vores problem med olivenknoppen, da den er med til at sikre patientsikkerheden. Det lykkedes, og på den måde har samarbejdet med TUCV været uundværligt, siger Marianne Eg, som fortæller, at specialeansvarlig sygeplejerske Lene Hald Kristiansen også har bidraget med stort engagement og arbejde i den faglige udvikling af olivenknopperne.

Processen med olivenknoppen er et godt eksempel på, hvordan teknologisk innovation kan møde konkrete medicinske behov og forbedre patientplejen markant. Det er sket gennem et frugtbart samarbejde på tværs af hospitalernes børneafdelinger.

Netop derfor bliver ”projekt olivenknop” indstillet til Region Midtjyllands ”Smartprisen”, som bliver uddelt senere på året.

Smartprisen gives til enkeltpersoner, teams eller afdelinger, som "smart har integreret en løsning opfundet et andet sted".

 

Specialeansvarlig sygeplejerske Lene Hald Kristiansen (t.v.) og oversygeplejerske Marianne Eg (t.h.) har været med til at udvikle de nye olivenknopper. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Her er den nye olivenknop, som bliver brugt på Regionshospitalet Viborg og på andre børneafdelinger i Region Midtjylland. Foto: Agata Lenczewska-Madsen