For 5 år siden indviede hendes kongelige højhed daværende kronprisesse/nu dronning Mary TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter (arkivfotos: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt). 

28-05-2024

TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter holder åbent hus i forbindelse med husets 5 års fødselsdag - og du er inviteret.

I 2019 åbnede vi dørene for TrygFondens Familiehus, der er et hus til forældre og søskende til børn og unge, som er indlagt på Hammel Neurocenter med en erhvervet hjerneskade.

Huset er familiernes andet hjem og er en arkitektonisk perle tæt på hospitalet med udsigt over Frijsenborg skovene. Familierne er ofte hos os i længere tid, de kan komme langvejs fra, så derfor betyder det meget at have sådan et hus, de kan opholde sig i under rehabiliteringsforløbet.

Vi vil gerne fejre huset tirsdag den 4. juni kl. 14.00-15.30 og meget gerne sammen med naboer, byens butikker, frivillige, samarbejdspart­nere, politikere og andre interesserede. Alle er velkomne.

Program

  • 14:00: Dørene åbner, rundvisning starter
  • 14.30: Tale v/Centerleder Tina Pasgaard
  • 14.45: Fælles fødselsdagssang og sang ved sanger Signe Olsen
  • 15.30: Frivillige står til rådighed omkring, hvad deres opgaver i huset består i

Undervejs vil der blive serveret lidt drikkevarer og kage.

Adresse og tilmelding

Adressen er Urbakkevej 8, 8450 Hammel.

Af hensyn til husets beboere og forplejning skal du melde dig til arrangementet ved at skrive en mail til neurocenter@hammel.rm.dk.

Om familiehuset 

Hammel Neurocenter er en del af familiehusene i Danmark. Udover, at der ligger et familiehus på AUH Skejby og i Hammel, så er der i år åbnet et familiehus i Glostrup i tilknytning til det nye neurorehabiliteringshospital. Der er også et familiehus på vej i Aalborg.

Familiehusene er et indsatsområde for TrygFonden. Fonden faciliterer, at husene imellem deler viden, og den giver sparring for at fremme aktiviteter, rekruttering af frivillige og andre tiltag.

- Det er vigtigt for et vestdansk center som Hammel Neurocenter, at vi har mulighed for at tilbyde overnatningsmuligheder for forældre til indlagte børn og give familierne lidt hjemlige rammer i en tid, der er presset for familierne, siger Tina Pasgaard fra centerledelsen på Hammel Neurocenter.

En donationen fra TrygFonden på 25,5 mio. kr. muliggjorde, at der blev kælet for detaljerne, indrettet med trægulve, naturinspirerede tapeter og etableret en ro som en modvægt til hospitalsmiljøet, som familierne dagligt går omkring i under indlæggelsen. 

Hent invitation i pdf-format

Læs mere om TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter