Parkeringsområdet P1 (til højre) lukkes i forbindelse med byggeriet af ny logistikfunktion ved Regionshospitalet Viborg. Fra 3. marts til 30. april vil indkørslen til Indgang B desuden være spærret. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

20-02-2025

I forbindelse med byggeriet af ny logistikfunktion ved Regionshospitalet Viborg lukker parkeringsområde P1 foran akutcentret. Fra den 3. marts og frem til 30. april vil indkørslen til hospitalets Indgang B desuden være lukket, og patienterne med ærinde i Akutafdelingen, Skadestuen og Lægevagten skal benytte alternative veje.

Mandag den 24. februar begynder første fase af byggeriet af ny logistikfunktion ved Regionshospitalet Viborg. I den forbindelse lukker parkeringsområde P1, og parkeringspladserne åbner først igen, når den nye logistikfunktion står færdig i begyndelsen af 2026.

Samtidig lukkes der midlertidigt for indkørslen til Indgang B (akutindgangen) i perioden fra 3. marts til 30. april 2025.

Psykiatribyggeri gør ny logistikfunktion nødvendig

Byggeriet af ny logistikfunktion er nødvendig, fordi hospitalets nuværende logistikfunktion er placeret inden for byggefeltet til Psykiatriens nybyggeri i Søndersøparken. For at gøre plads til psykiatriens nye bygninger, skal RH Viborgs logistikfunktion derfor flyttes, og en ny funktion til håndtering af affald og linned vil i løbet af det kommende års tid blive bygget på trekantsgrunden foran RH Viborgs akutcenter.

Første fase af byggeriet går som nævnt i gang mandag den 24. februar og indebærer blandt andet omlægning af eksisterende rør og ledninger og opførelsen af en stabiliserende støttevæg.

Ændret indgang for akutte patienter

Det indledende arbejde betyder blandt andet kørsel med store maskiner, og for at sikre plads og sikkerhed omkring arbejdet er det nødvendigt at lukke indkørslen til Indgang B i perioden fra 3. marts til 30. april.

Det vil fortsat være muligt at benytte indkørslen fra Banevejen til Indgang A, ligesom der fortsat er åbent for ind- og udkørsel til P4 (p-huset).

De ændrede adgangsveje betyder, at alle patienter og pårørende med ærinde i Akutafdelingen, skadestuen eller Lægevagten i perioden skal benytte hospitalets øvrige parkeringsområder og tilkørsler. I praksis kan patienterne med fordel parkere på P4 (parkeringshuset) og benytte indgang C (gangbroen) eller indgang A (hovedindgangen). Det vil også fortsat være muligt at gå til Indgang B via trappen fra P2.

Der vil selvfølgelig blive opsat midlertidige skilte for at lede patienterne på rette vej.

 

Fakta om ny logistikfunktion

Visualisering af den nye logistikfunktion ved RH Viborg.

  • Den eksisterende logistikfunktion, der håndterer affald og linned for RH Viborg skal flyttes, da den ligger i Søndersøparken inden for byggefeltet til Ny Psykiatri.
  • Den nye logistikfunktion bygges på trekantsgrunden foran RH Viborgs akutcenter. Selve logistikhuset placeres i kælderniveau med det eksisterende akutcenter, hvorfra der laves en overdækning, så affaldscontainere og affaldskomprimatorer mv. afskærmes.
  • En del af overdækningen laves som parkeringsplads, så det nuværende antal p-pladser bevares.

 

Når byggeriet af den nye logistikfunktion er afsluttet, vil der igen blive mulighed for parkering foran akutcentret. 

Den kommende logistikfunktion set fra øst.