Foto: Colourbox

27-10-2025

Find ud af, hvor dit kryds skal sættes, når Region Midtjylland afholder vælgermøde på Regionshospitalet Silkeborg mandag den 3. november fra kl. 19-21.

Der er meget på spil, når vælgerne i Region Midtjylland sætter kryds ved en kandidat eller et parti på den gule stemmeseddel til regionalvalget tirsdag den 18. november. Mange vælgere er dog traditionelt i tvivl om, hvor krydset skal sættes helt op til selve valghandlingen.

Hvis du er en af dem, der endnu ikke ved, hvor du skal sætte dit kryds, kan du blive inspireret til vælgermødet på Regionshospitalet Silkeborg. Her vil der indledningsvist være en kort præsentation af de deltagende kandidater med efterfølgende spørgerunde og debat under ledsagelse af en ordstyrer.

Mødet afrundes med en kandidatcafé på en halv time, hvor du som deltager har mulighed for at gå rundt mellem kandidaterne, stille spørgsmål og debattere på egen hånd.

Du kan forvente, at mødet kommer til at handle om alt fra nære sundhedstilbud, sammenhængende patientforløb, mistrivsel hos børn og unge over til de regionale emner, du går op i. Det er nemlig dig, der gennem spørgsmål til kandidaterne er med til at bestemme, hvad indholdet bliver.

Alle opstillede partier er inviteret til at sende kandidater til vælgermødet, men det er endnu ikke offentliggjort hvem eller hvor mange, der deltager. Det vides først kort op til mødet.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig for at deltage i vælgermødet. Hvis du vil være med, møder du blot op på aftenen.

Læs mere om regionalvalget på Region Midtjyllands hjemmeside

Praktisk information

  • Dato og tidspunkt: Mandag den 3. november fra kl. 19.00-21.00
  • Sted: Regionshospitalet Silkeborg, Falkevej 1A, Kantinen, indgang V, 8600 Silkeborg
  • Ordstyrer: Jens Ole Sørensen, DR Nyheder
  • Ledelsesrepræsentant: Brian Brøndum Møller, hospitalsdirektør, Hospitalsenhed Midt
  • Forplejning: Kaffe, te, vand og småkager