Forandringer i Ortopædkirurgi giver bedre patientforløb og hurtigere udskrivelser
Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg har fornyet og forbedret samarbejdet i sengeafsnittet til gavn for både patienter og personale.
Det tværfaglige samarbejde i Ortopædkirugi på RH Viborg er blevet styrket. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
14-04-2025
Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg har fornyet og forbedret samarbejdet i sengeafsnittet til gavn for både patienter og personale.
I Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg har ledere og medarbejdere i fællesskab udviklet en ny teamstruktur, som med succes er blevet ført ud i livet på sengeafsnittet.
Forandringerne har blandt andet medført et stærkere fælles ansvar for den enkelte patient, og flere patienter bliver udskrevet hurtigere og med en bedre overlevering til kommunerne.
- Med forandringerne har vi opnået det, som vi gerne ville. Vores behandling af patienterne hænger nu bedre sammen og forløber mere sikkert fra indlæggelse til udskrivelse – og også efter udskrivelsen. Vi oplever samtidig et bedre arbejdsmiljø som følge af det kultur-arbejde, der har foregået mellem faggrupperne, siger cheflæge i Ortopædkirurgi, Steen Olesen, og forklarer, at alle personalegrupper i afdelingen har været med i processen.
Fælles ansvar for patienterne
Faste teammøder tidligt på formiddagen er et af de nye tiltag, som har forbedret det tværfaglige samarbejde. Her møder læger, sygeplejersker, terapeuter, social- og sundhedsassistenter, farmakonomer og serviceassistenter hinanden for sammen at gennemgå de indlagte patienter.
- På den måde har vi alle en aktie i patienterne og et ansvar for, at de får det bedst mulige forløb hos os, siger sygeplejerske Mie Jæger.
Teammøderne bliver enten styret af en sygeplejerske eller en terapeut og giver et indblik i, hvor den enkelte patient er henne i sit forløb.
- Hvis noget er svært fagligt, kan vi sparre med hinanden, og samtidig kan vi på tværs af faggrupper laver aftaler om, hvad der skal ske med patienten i løbet af dagen, siger fysioterapeut Berit Michaelsen.
Mere forberedte læger
Mødelederen på teammøderne står ved en elektronisk tavle, hvor alle indlagte patienter er skrevet ind og har fået en farvekode. For eksempel betyder farvekoden blå, at patienten er klar til at blive udskrevet, mens farvekoden hvid er patienter, som ikke har behov for stuegang.
- Som læge har jeg fået et bedre overblik over det antal patienter, som jeg skal gå stuegang hos om formiddagen. Det gør, at jeg er bedre forberedt og nemmere kan prioritere patienterne i den rette rækkefølge. Før kunne jeg have en liste, hvor flere patienter stod som prioritet et, men uden at de nødvendigvis havde brug for stuegang, fordi de for eksempel var på vej til operation, siger læge Zandra Larsen.
Placeringen af teammøderne klokken ni har også skabt plads til, at fysioterapeuterne kan nå at mobilisere flere patienter fra morgenen af, så patienterne kan komme op at sidde til morgenmaden. Netop tidlig mobilisering har stor betydning for, hvor hurtigt patienterne kommer sig efter en operation.
Vigtig timeout
Med den nye teamstruktur er der også blevet indført en såkaldt ”timeout” klokken 12.30. Her mødes servicevagten, terapeuter og plejepersonale fra både team 1 og 2, som har ansvaret for hver sin gruppe patienter.
Det er et kort statusmøde, hvor der bliver talt om dagens resterende opgaver og spurgt ind til, om nogen har brug for hjælp.
- Timeouten gør, at jeg har mere overblik over opgaver, som mangler. I stedet for kun at koncentrere sig om sit eget team, så hjælper vi hinanden på tværs og sørger for, at alle kan gå hjem til tiden, siger sygeplejerske Mie Jæger.
Sammen om udskrivelser
En sidste central tilføjelse på ortopædkirurgisk sengeafsnit er udskrivelsesteamet. Hver dag varetager en sygeplejerske og en ergoterapeut sammen de komplicerede udskrivelser i forhold til kontakten med primær sektor og pårørende.
- Udskrivelserne er i langt højere grad velkoordinerede i forhold til for eksempel hjælpemidler, boligforhold, første besøg af hjemmeplejen og plejebehov i forhold til funktionsevne, siger ergoterapeut Michella Stenholt.
Tidligere skulle patienternes udskrivelser planlægges af den sygeplejerske, som havde stuegangen.
- På tidspunkter med stor travlhed var det tit udskrivelserne, som måtte vente og så skete det ofte, at patienten skulle være indlagt et døgn mere. Det blev patientens behandling og sengeplads, som blev prioriteret fremfor planlægningen af, hvornår og hvordan patienten skulle hjem, siger sygeplejerske Mie Jæger.
Hjem til tiden
Nu bliver flere patienter udskrevet præcis den dag, hvor de er klar til at komme hjem, og det sker oftere inden klokken 12, som er et mål Regionshospitalet Viborg.
- Det betyder, at vi få skabt et bedre patientflow. Vi er klar til at tage imod de nye patienter, som bliver overført fra Skadestuen og Akutafdelingen samt de patienter, som kommer tilbage til os efter deres operation. Det gør også, at serviceassistenterne får en langt bedre arbejdsgang, fordi deres rengøringsopgaver ikke hober sig op sidst på eftermiddagen, siger sygeplejerske Mie Jæger.
På skærmen har medarbejderne overblikket over de indlagte patienter på ortopædkirurgisk sengeafsnit. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
En sygeplejerske og en ergoterapeut varetager sammen de komplicerede udskrivelser i forhold til kontakten med primær sektor og pårørende. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
Flere ortopædkirurgiske patienter bliver udskrevet inden klokken 12. Foto: Agata Lenczewska-Madsen