Holdet bag det nye forskningsprojekt i Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme: Rasmus Oscar, Axel Steppat og Tue Wenzel Kragstrup er sammen med Mette Fomsgaard og Tina Majbritt Thygesen. Privatfoto

03-04-2025

Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme på Regionshospitalet Silkeborg vil sammen med Parker Instituttet i København undersøge, om kendt diabetesmedicin kan gavne patienter med slidgigt i hænderne.

Kan patienter med slidgigt i hænderne have gavn af diabetesmedicin?

Det skal Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme på Regionshospitalet Silkeborg hjælpe Parker Instituttet ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital med at undersøge. Klinikken har allerede inkluderet de første patienter i et nyt forskningsprojekt, der undersøger, om det velkendte diabetespræparat metformin kan lindre symptomer på artrose i hænderne. Dette kan potentielt ændre den medicinske behandling af artrose, så patienter får færre bivirkninger end ved de nuværende præparater.

Slidgigt (artrose) i hænderne er en udbredt ledsygdom, hvor brusken i fingerled gradvist slides ned. Det kan resultere i både smerter og stivhed, gøre hverdagsopgaver svære at udføre og påvirke patienternes livskvalitet.

Håbet er, at metformin kan dæmpe den betændelsestilstand, der opstår ved artrose, og derved give bedre håndfunktion med mindre smerte. Perspektivet er lovende, da midlet er velafprøvet inden for diabetesbehandling og kun har få bivirkninger – et særligt plus for ældre patienter. Skulle studiet bekræfte effekten, vil behandlingen kunne tages i brug hurtigt, fordi metformin allerede er et godkendt lægemiddel.

Studiet i Klinik for Gigt og Bindevævssygdomme i Silkeborg er et samarbejde med Parker Instituttet i København ved Professor Henning Bliddal, Professor Markus Henriksen og PhD studerende og læge Kasper Staberg.