Det nye tilbud om gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to giver ekstra travlhed på fertilitetsklinikken i Skive. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

23-01-2025

Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive har på halvanden måned modtaget 147 henvisninger om gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to.

Tilbuddet om gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to er blevet taget imod med åbne arme af borgerne i Region Midtjylland. Det mærker medarbejderne i fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive i høj grad.

Det nye tilbud har været gældende siden 1. december sidste år, og indtil videre er henvisningerne til fertilitetsklinikken strømmet ind.

- Efterspørgslen har været rigtig stor. Vi har siden 1. december fået 244 henvisninger om fertilitetsbehandling, og 147 af dem omhandler barn nummer to. Det er en femdobling i forhold til det antal henvisninger, som vi har været vant til at håndtere, siger laboratorieleder på fertilitetsklinikken i Skive, Betina Boel Povlsen.

Imponeret over indsatsen

Betina Boel Povlsen forklarer, at det var ventet, at fertilitetsklinikken ville få en stor mængde henvisninger i tilbuddets begyndelse. Nu gælder det om at kunne imødekomme den store efterspørgsel.

- Alle personalegrupper i klinikken har knoklet for at hjælpe så mange patienter som muligt. Der er blevet løbet rigtig stærkt, og flere medarbejdere er gået op i tid, fordi de gerne vil være med til at løse denne opgave. Jeg er imponeret over indsatsen, og vi kunne ikke have klaret os uden, siger Betina Boel Povlsen.

Hun fortæller, at der allerede er blevet udtaget æg fra de første patienter med henblik på barn nummer to.

Skal hjælpe alle

Ekstra ventetid er imidlertid umulig at undgå, fordi arbejdsopgaven er så stor, som den er.

Regeringen og Danske Regioner indgik sidste år to aftaler på fertilitetsområdet, og ud over gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to kan enlige og par i dag få op til seks forsøg med reagensbehandlinger af udtagne og befrugtede æg. Tidligere var grænsen tre forsøg.

- For os er det vigtigt, at der ikke er forskel på ventetiden alt efter, om man skal have hjælp til barn nummer et eller to. Vi gør vores allerbedste for at hjælpe alle, men ventetiden vil være længere end normalt, siger Betina Boel Povlsen.

Ventetiden hænger også sammen med, at det tager tid at oplære de nye medarbejdere, som der i forbindelse med aftalerne er blevet afsat penge til at ansætte.

- Det er svært at få fat i personale, som har de kompetencer, som vores speciale kræver. Derfor skal der ofte sættes tid og ressourcer af til en kvalificeret oplæring af de nyansatte, siger Betina Boel Povlsen.

Færdig midt i maj

Indtil videre har fertilitetsklinikken i Skive fået ansat tre læger, to bioanalytikere, én sygeplejerske og én sekretær, som alle enten er begyndt i klinikken eller begynder i løbet af vinteren og foråret.

- Desuden søger vi lige nu en sygeplejerske eller jordemoder. Så der er godt gang i ansættelserne, siger Betina Boel Povlsen.

Den øgede aktivitet i fertilitetsklinikken betyder også, at klinikken er ved at blive ombygget og renoveret. Blandt andet skal etage 4, som i en periode har været ubenyttet, tages i brug.

Betina Boel Povlsen forventer, at de nye rammer for fertilitetsklinikken vil være færdiggjort midt i maj.