Nedrivning af bygning giver plads til fremtidens specialtandpleje
Hospitalsenhed Midt går i gang med nedrivning af gammel bygning i Toldbodgade ved hospitalet i Viborg for at gøre plads til byggeriet af ny specialtandpleje.
Det er den røde bygning, der skal rives ned – bygningen er placeret i forlængelse af hospitalets øvrige bygninger og ses markeret i venstre side af billedet.
26-02-2025
Hospitalsenhed Midt går nu i gang med nedrivning af den gamle bygning i Toldbodgade ved Regionshospitalet Viborg for at gøre plads til byggeriet af den nye Regional Specialtandpleje i Region Midtjylland.
Bygningen Toldbodgade 8-10 i Viborg blev for et par år siden overtaget af Region Midtjylland, og den er placeret midt imellem to af Regionshospitalet Viborgs eksisterende bygninger. Bygningen er ikke anvendelig og egnet til hospitalsdrift, og den gamle bygnings tilstand er så dårlig, at den nu nedrives.
Bygningens tilstand vidner om, at den ikke blevet vedligeholdt tilstrækkeligt igennem tiden. Tilstanden er i så alvorlig forfald, at bygningen indvendigt er begyndt at falde sammen. Derfor bliver den nu revet ned, så hospitalet kan opføre en ny bygning til den regionale specialtandpleje på grunden.
- I respekt for den gamle bygning har vi truffet et aktivt valg om at sende alle egnede materialer fra bygningen til genbrug og genanvendelse. På den måde kan vi give de gamle materialer nyt liv et andet sted. Det kalder vi cirkulær genbrug, og vi vil i det arbejde læne os op ad de nye regler, der træder i kraft til juli i et nyt direktiv om selektiv nedrivning, siger Jeppe Juul Hansen, chef i Byggeri og Projekt på Hospitalsenhed Midt.
Bæredygtig nedrivning
Fordi Hospitalsenhed Midt har valgt, at materialer fra den gamle bygning sendes til genbrug og genanvendelse, kommer første fase af nedrivningen til at handle om at få udvalgt de materialer, der kan genbruges og genanvendes. Først herefter kan arbejdet med nedrivningen af de resterende materialer begynde.
Alle mursten fra det gamle byggeri vil for eksempel blive genbrugt. Det har været et krav fra bygherrens side. Det betyder, at murstenene skal tages ned på en nænsom måde. Det arbejde udføres af en ekstern samarbejdspartner, som er udvalgt til at udføre processen omkring genbrug og genanvendelse samt den efterfølgende nedrivning.
Etablering af byggeplads
Når de materialer, der kan genbruges, er taget ud af bygningen, går den resterende nedbrydning i gang. Forud for denne fase etableres der fra begyndelsen af marts byggeplads omkring bygningen. Nedrivningen forventes afsluttet til sommer.
Senere på året skal der træffes beslutning om, hvilken totalentreprenør der skal opføre det nye byggeri, som er planlagt til at gå i gang i 2026.
Om Regional Specialtandpleje
Regional Specialtandpleje tilbyder specialiseret tandbehandling til udfordrede og sårbare borgere, der ikke kan modtage tandpleje i andre tilbud.
Den regionale specialtandpleje i Viborg er i dag placeret i en gammel bygning i Søndersø Parken, men specialtandplejen skal flytte, da den eksisterende bygning skal inddrages til byggeriet til Psykiatrien i Region Midtjylland.
Specialtandplejen placeres i forlængelse af hospitalets eksisterende byggeri, da en del patienter har brug for behandling i narkose med hjælp fra hospitalets anæstesipersonale, og i umiddelbar nærhed af hospitalets akutberedskab.
Se billeder inde fra bygningen (foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt):