Foto: Agata Lenczewska-Madsen.

09-07-2025

Nye stipendier i Hospitalsenhed Midt skal åbne døren til forskning for sygeplejersker og andre ikke-lægelige faggrupper.

Hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt har besluttet at oprette to nye stipendier, som fra 2026 skal støtte ikke-lægelige forskere som for eksempel sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.

Flere skal forske

De nye virkemidler skal gøre det lettere både at komme i gang med - og fortsætte - en forskerkarriere i Hospitalsenhed Midt.

Der er tale om:

• Et ph.d.-stipendium på 500.000 kroner om året
• Et postdoc-stipendium på 590.000 kroner om året

Begge stipendier bliver givet som toårige bevillinger. Der uddeles ét stipendium om året skiftevis til ph.d. og postdoc.

- Ud over at vi hjælper flere i gang med at forske og giver bedre muligheder efter endt ph.d., støtter vi sundhedsreformens mål om at få uddannet flere ikke-lægelige forskere, siger lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner Nielsen.

Særlig prioritet i 2026

Sygeplejefaglig forskning prioriteres i 2026, men ansøgere med anden faglig baggrund opfordres også til at søge.

De nye forskningsmidler til stipendier kommer oven i de eksisterende midler i Hospitalsenhed Midts forskningspulje, som fortsætter uændret med 750.000 kroner årligt til opstart af projekter og protokolskrivning. Ansøgningsfrist er den 3. november 2025.

Du kan læse mere om, hvordan du ansøger HER.

Se under bjælken "Hospitalsenhed Midts forskningspulje".

 

Fakta: Nye forskningsmidler i HE Midt

• HE Midt udvider forskningspuljen med to stipendier. Der uddeles ét stipendium om året – skiftevis til ph.d. og postdoc.

• De nye stipendier er målrettet forskere uden lægeuddannelse.

• De nye forskningsmidler – 1,09 millioner kroner om året - kommer oven i de eksisterende midler i forskningspuljen, som fortsætter uændret med 750.000 kroner årligt til opstart af projekter og protokolskrivning.

• Ansøgningsfrist for at søge midler fra forskningspuljen er den 3. november 2025.

• Ansøgere til ph.d.-stipendium skal være opmærksom på, at ph.d.-protokollen skal være godkendt af universitet, før ansøgningen indsendes.