På baggrund af ny indsamlet viden får nyfødte på Regionshospitalet Viborg ikke længere hue på efter fødslen. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

11-112-2025

Ny viden viser, at duftstoffer fra barnets hoved er med til at skabe en vigtig tilknytning mellem mor og barn. Blandt andet derfor får nyfødte på Regionshospitalet Viborg ikke længere hue på efter fødslen.

I det danske sundhedsvæsen er der en lang tradition for at give nyfødte hue på for at hjælpe dem med at holde varmen og stabilisere kropstemperaturen lige efter fødslen.

Ny forskning har nu fået fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg til at ændre på den praksis.

- Vi har indsamlet ny viden på området og på den baggrund besluttet at stoppe med at give raske børn - født til tiden - hue på lige efter fødslen. Ved at påsætte en hue bryder vi en del af den vigtige hud-mod-hud kontakt mellem mor og barn, siger chefjordemoder i Kvindesygdomme og Fødsler, Marie Krag.

Øger kærlighedshormonet

Et nyt studie viser, at hud-mod-hud kontakt sikrer naturlig oprettelse af normal temperatur hos raske nyfødte - født til terminen - med en fostervægt over 2500 gram. Der ses ingen forskel i kropstemperaturen ved at give den nyfødte hue på eller ej.

- Vi sørger naturligvis for at tørre håret godt og svøbe barnet ind, så det holder varmen. Men fokus er på, at moren får direkte kontakt med barnet, for på denne måde kan hun både mærke barnet bedre, afgive varme og dufte det, siger Marie Krag.

Hun fortæller, at duftesansen er et vigtigt led i, at moren øger mængden af hormonet oxytocin i kroppen – også kaldet kærlighedshormonet - der styrker forbindelsen mellem mor og barn.

Personalet på fødeafsnittet er opmærksomt på at forklare de nybagte forældre, hvorfor deres nyfødte barn ikke får hue på.